Flere og flere flygter til Europa over Middelhavet
.
Ingen ved præcist, hvor mange der betaler menneske-smuglere for at komme til Europa. Men alene i sidste uge sejlede mere end 13.000 mænd, kvinder og børn til Europa over Middelhavet, oplyser FN.
Nogle gange går det helt galt, og natten til søndag kæntrede en båd fyldt med flygtninge i Middelhavet. Cirka 800 druknede, og kun 27 overlevede. To af de overlevende er skibets kaptajn og et medlem af besætningen på skibet.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at de to er mistænkt for at være menneske-smuglere. Menneske-smuglere tjener penge på at sejle fattige flygtninge fra Libyen i Nordafrika til Europa.
De vil væk fra krig og fattigdom
Flygtningene kommer fra Syrien, Irak, Afghanistan, Eritrea og Mali. De vil væk fra krige og konflikter og arbejdsløshed. De håber på at få en god fremtid og et arbejde i Europa, fortæller Hans Lucht, som er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
- Dem, der flygter, er unge mænd på 20-35 år, som føler, at intet kan lade sig gøre i deres hjemlande. De vil have et arbejde og tjene penge, så de kan betale for lægehjælp, uddannelse og tage sig af deres familier, siger han.
Men der er også hele familier, som går om bord på menneske-smuglernes skibe.
Alt for mange flygtninge på bådene
Menneske-smuglerne fylder alt for mange flygtninge på skibene, og derfor må andre skibe ofte samle flygtningene op på Middelhavet, fordi flygtningens skibe er ved at kæntre.
Libyen har en meget lang kyst på 1800 kilometer mod Middelhavet. Kysten bliver ikke bevogtet ret meget, og derfor er det let for menneske-smuglerne at sejle flygtninge væk fra Libyen.
Billetten er dyr
Det er dyrt at købe en plads på en båd, fortæller Ahlam Chemlalai, der er forsker på Dansk Institut mod Tortur. Rejsen koster mellem 50.000 og 100.000 kroner, og det er mange penge, når man er fattig.
Derfor betaler nogle flygtninge for deres plads på båden ved at smugle narko for at betale menneske-smuglerne.