Putin: Krim bliver russisk

Ruslands præsident sagde tirsdag, at halvøen Krim skal være en del af Rusland. Men det vil hverken Ukraine, USA eller EU acceptere.

Vladimir Putin sagde tirsdag, at en folkeafstemning på Krim skal accepteres. Krim skal derfor være russisk, sagde præsidenten. (Foto: © Mikhail Klmentyev, Scanpix)

 

Ruslands præsident sagde tirsdag, at halvøen Krim skal være en del af Rusland. Men det vil hverken Ukraine, USA eller EU acceptere.

Krim er ikke længere en del af Ukraine - nu skal området være en del af Rusland. Det sagde Præsident Vladimir Putin, da han tirsdag holdt tale i Moskva.

I weekenden var der folkeafstemning på Krim. Her stemte mere end 96 procent af vælgerne for, at Krim skal være russisk i stedet for ukrainsk.

Seks ud af ti indbyggere på Krim er enten etniske russere eller venligt stemte over for Rusland. Det samme er den lokale regering på Krim.

Mange boykottede folkeafstemning

Regeringen i Ukraine vil ikke acceptere afstemningen. Samtidig blev folkeafstemningen boykottet af de indbyggere, der vil høre til Ukraine.

Men folkeafstemningen skal accepteres, sagde Vladimir Putin tirsdag.

Han sagde også, at folkeafstemningen både var demokratisk og lovlig, og at "Krim altid har været udelelig fra Rusland." 

Flere må ikke rejse til EU-lande

EU vil ikke acceptere, at Krim bliver del af Rusland.

Mandag fik flere politikere og militærfolk fra Krim forbud mod at rejse ind i EU-landene. Samtidig bliver møder mellem EU's og Ruslands ledere måske aflyst.

USA har også sagt, at landet støtter den nye regering i Ukraine, og at Krim skal forblive en del af Ukraine.