Uroen i Thailand er ikke standset, selvom premierministeren har lovet et hurtigt valg. Her kan du læse om de vigtigste årsager til uroen.
Uroen i Thailand har stået på siden oktober.
Der har været flest demonstrationer mod regeringen og landets premierminister, Yingluck Shinawatra. Men hun og hendes regering har opbakning fra nogle dele af Thailands befolkning.
Søsteren kom til magten i 2011
Yingluck Shinawatra har været premierminister siden 2011.
Hun er søster til den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som var premierminister fra 2001, indtil han blev afsat ved et militærkup i 2006.
Han er idømt to års fængsel for magtmisbrug og korruption. Men han er nu i eksil i udlandet.
Et lovforslag skulle give broren amnesti
Det er den tidligere vicepremierminister Suthep Thaugsuban der leder oppositionen og demonstranterne.
Han mener, at regeringen er korrupt, og at Thaksin fortsat styrer landet gennem søsteren.
Demonstrationerne begyndte, efter at regeringen i oktober foreslog amnesti for personer, der er dømt for politiske lovovertrædelser i perioden fra 2006 til 2013.
Forslaget ville give Thaksin mulighed for at vende tilbage til Thailand uden at komme i fængsel, men forslaget blev senere opgivet af regeringspartiet.
Det er rødskjorter mod gulskjorter
Søskendeparret Shinawatra har bred støtte hos landets fattige befolkning - især i landområderne. Deres støtter bliver kaldt rødskjorterne.
Oppositionen imod Shinawatra bliver kaldt gulskjorterne, og de har deres opbakning i middelklassen, eliten samt i kredsen omkring kongehuset.
Mandag den 9. december sagde Yingluck Shinawatra i en tale på tv, at Thailands parlament bliver opløst, og at der udskrives valg så hurtigt som muligt.
/ritzau/Reuters