Tysk mindsteløn vil påvirke Danmark

Hvis Angela Merkel danner regering med socialdemokraterne, får Tyskland måske en fast mindsteløn.

Angela Merkel vandt søndag valget i Tyskland. Hvis hun danner regering med SPD, kommer der måske en fast mindsteløn. (© Scanpix)

Hvis Angela Merkel danner regering med de tyske socialdemokrater, får Tysland måske en fast mindsteløn. Det vil påvirke danske arbejdspladser.

Søndag vandt forbundskansler Angela Merkels valget i Tyskland. Hun leder de kristelige demokrater (CDU/CSU), som fik 41,5 procent af stemmerne. Men partiet har ikke et flertal alene, og derfor bliver Angela Merkel nødt til at danne en regering med andre partier.

Mange politiske eksperter regner med, at Angela Merkel vil forsøge at danne regering med de tyske socialdemokrater (SPD).

I valgkampen har SPD blandt andet sagt, at Tyskland skal have en fast mindsteløn. Det har landet ikke i dag.

Danske virksomheder kan bedre klare sig 

Hvis SPD får indført en mindsteløn i Tyskland, får danske virksomheder lettere ved at konkurrere med tyske virksomheder.

For så skal tyske virksomheder nemlig også betale mindsteløn til de ansatte - ligesom i Danmark. 

Det siger David Nicolas Hopmann, som forsker i tysk politik på Syddansk Universitet.

3F håber, at Tyskland for nye regler for løn

Den danske fagforening 3F håber, at mindstelønnen bliver indført i Tyskland.

3F's lokalformand i Aabenraa hedder Kim Brandt. Han er bange for, at flere tyskere vil tage til Danmark, hvis de kan få en højere løn her:

- Der vil blive mere tryk på de ledige stillinger, som vi har, da mange tyskere vil søge herop, og de skal jo konkurrere med de danske arbejdere, siger han til P4 Syd.