USA vil nu give militær støtte til de syriske oprørere, som kæmper mod præsident Bashar al-Assads i Syrien, meddeler nyhedsmediet CNN.
En kilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at USA's præsident, Barack Obama, har sagt ja til at give oprørerne våben.
Der er ingen oplysninger om, hvornår våbnene bliver sendt til Syrien.
USA: Syrien har brugt kemiske våben
Torsdag aften fortalte den amerikanske efterretningstjeneste, at det syriske regime har brugt kemiske våben i den to år lange borgerkrig.
Op til 150 mennesker har mistet livet på grund af angreb med kemiske våben - blandt andet nervegas.
- Syrien har overtrådt en "rød linje" ved brugen af blandt andet sarin-gas mod oprørere. Det får USA til at øge omfanget af indsatsen for at støtte oppositionen, siger Det Hvide Hus til CNN.
Barack Obama vil diskutere forskellige muligheder
I de næste uger vil præsident Obama diskutere den militære støtte med Kongressen og FN, lyder det.
- Præsidenten har taget en beslutning om at give mere støtte til oppositionen. Det vil omfatte direkte støtte til Øverste Militære Råd, siger Ben Rhodes fra Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AFP.
Øverste Militære Råd er oprørernes øverste ledelse.
USA har gennem den syriske borgerkrig ikke støttet oprørerne med våben. Amerikanerne har været nervøse for, at våbnene ville komme i de forkerte hænder.
/ritzau/