Politiet undersøger anklager mod ugeblad

BT skriver, at ugebladet "Se & Hør" overvågede kendte menneskers kreditkort. Nu vil politiet undersøge, om det er rigtigt.

BT skriver, at ugebladet "Se og Hør" har overvåget kendte menneskers kreditkort. Politiet vil nu undersøge, om det er rigtigt. (Foto: © Martin Kunzendorf, DR)

 

BT skriver, at ugebladet "Se & Hør" overvågede kendte menneskers kreditkort. Nu vil politiet undersøge, om det er rigtigt.

Ifølge avisen BT har ugebladet "Se & Hør" i flere år overvåget kendte menneskers kreditkort. På den måde kunne ugebladet holde øje med, hvor de kendte mennesker var henne, og ugebladet kunne skrive historier om de kendte menneskers forbrug.

BT har blandt andet oplysningerne fra en bog, som en tidligere journalist på "Se og Hør" har skrevet. Journalisten hedder Ken B. Rasmussen.

Bogen er skrevet som en roman, men BT skriver, at anklagerne om overvågning af kreditkort kan dokumenteres.

Ifølge BT er det en ansat hos firmaet Nets, der har givet oplysningerne til "Se og Hør." Det er Nets, der står for driften af Dankortet.

Politiet vil undersøge anklager

Lige nu er Nets ved at undersøge anklagerne, men politiet har også besluttet, at sagen skal undersøges.

Carsten Jansson er vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi.

- Vi har læst BT's artikel, og da Nets ligger i Ballerup, som jo ligger i vores politikreds, så har vi taget kontakt til dem.

- Selvfølgelig tager vi den slags alvorligt, og det er en alvorlig sag, hvis det er sandt. Men om det er rigtigt eller forkert, det ved vi ingenting om endnu, siger Carsten Jansson.

Minister er glad for, at politiet undersøger sagen

Flere partier fra Christiansborg vil have sagen undersøgt grundigt. Blandt andet Dansk Folkeparti, Venstre og SF.

Karen Hækkerup er justitsminister. Hun er godt tilfreds med, at politiet nu går ind i sagen.

- Det er meget alvorligt, hvis beskyldningerne er rigtige. Det rette sted at få undersøgt, om der er begået noget strafbart, er hos politiet. Jeg er derfor glad for, at Københavns Vestegns Politi har taget sagen op, siger Karen Hækkerup (Socialdemokraterne).

Ny chefredaktør kender ikke til overvågning

Niels Pinborg er chefredaktør for "Se og Hør". Han siger, at han ikke kender til, at ugebladet skulle have overvåget kendte menneskers kreditkort.

- Hvis BT's påstande om at journalister på bladet engang i fortiden skulle have foretaget systematisk overvågning af kendte, har et gran af sandhed over sig, så er det en overraskelse for mig, og det tager jeg skarpt afstand fra, siger Niels Pinborg til Ritzaus Bureau.

Niels Pinborg blev chefredaktør for "Se og Hør" i november 2013.

DR Nyheder/ritzau