Langt flere end tidligere bliver så syge af hash, at de må på hospitalet. De fleste bliver indlagt med angst, og nogen bliver skizofrene.
Hash kan gøre folk syge og afhængige. Alligevel bruger mange danskere hash.
I 2012 blev 700 indlagt på et psykiatrisk hospital på grund af hash sammenlignet med 300 i år 2000. Det viser tal fra Det Psykiatriske Centralregister i Aarhus, skriver Metroxpress.
Flere blander stofferne
De fleste bliver indlagt, fordi de er angste, har en psykose eller er skizofrene på grund af hash.
Endnu flere bliver indlagt, fordi de både er psykisk syge og har taget hash.
I 2012 blev over 2000 danskere indlagt på grund af en blanding af hash og psykisk sygdom.
Mange bliver også indlagt, fordi de har taget både hash og andre stoffer.
Føler sig forfulgt eller styret af andre
Psykolog Mikkel Arendt fra Risskov Psykiatrisk Hospital har forsket i psykisk sygdom og hash.
Hans undersøgelse viste, at næsten hver anden med en hashpsykose få år efter fik skizofreni.
En hashpsykose kan vise sig ved, at personen hører stemmer eller føler sig forfulgt eller styret af andre.
/ritzau/