Sund mad koster 15 kroner om dagen

Det er ikke dyrt at leve sundt. Man kan overholde Fødevarestyrelsens anbefalinger til sund mad for under 20 kroner om dagen, viser nye tal.

Mange tror, det er dyrt at spise sund mad. Nye tal viser, at man kan få sund mad for under 20 kroner om dagen. (Foto: © olourbox.com)

Det er ikke dyrt at leve sundt. Man kan overholde Fødevarestyrelsens anbefalinger til sund mad for under 20 kroner om dagen, viser nye tal.

Mange tror, det er dyrt at spise sund mad. Men nu viser tal fra Danske Bank, at sund mad godt kan være billig.

Danskerne bruger i gennemsnit 42 kr. om dagen på mad, men man kan spise sund mad for under 20 kroner om dagen.

Las Olsen er økonom hos Danske Bank, og han har lavet beregningerne for Politiken:

- Jeg hører nogle gange, at det er meget dyrt at spise sundt. Jeg havde en fornemmelse af, at det ikke helt kunne passe, siger Las Olsen til avisen.

Tre forslag til sund og billig mad

Las Olsen har lavet tre forslag til sund mad. Forslagene er lavet ud fra Fødevarestyrelsens anbefalinger om sund mad, og hvad maden koster hos firmaet nemlig.com.

Et af Las Olsens forslag til sund mad koster kun 14,54 kroner. I forslaget er der blandt andet to store skåle havregryn og en middag med stegt sild, ris, rosenkål og gulerødder.

Forslaget dækker en voksen mands behov for energi på en dag. Flere ernærings-eksperter er enige i, at Las Olsens forslag er sunde.

Dårlig undskyldning ikke at spise sundt

Sisse Fagt fra DTU Food mener, det er en dårlig undskyldning, når vi siger, vi ikke har råd til sund mad:

- Det er lidt af en myte, at det skal være dyrt at leve sundt - det er noget, man kan skyde ind foran sig for at forsvare, hvorfor man ikke gør det, siger hun til Politiken.

Knud Juel er professor ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Han er overrasket over, at man kan spise sund mad for under 15 kroner om dagen. Men han er glad for, at man gør danskerne opmærksomme på det.