Sundhedsvæsenet skal være bedre til at lære af sine fejl, siger sundhedsminister Nick Hækkerup.I 2013 blev der begået 180.000 fejl på sygehuse, plejehjem og hos de praktiserende læger.
Det er 30 procent flere end i 2012, skriver Berlingske.
Sundhedsminister: Alle skal lære af fejl
Alle fejl registreres i et såkaldt indberetningssystem.
Sundhedsminister Nick Hækkerup siger, at sundhedsvæsenet er gode til at indberette fejl, men ikke til at lære af fejlene.
- Systemet fungerer, der bliver indberettet, og man kender sagerne. Men det er ikke nødvendigvis det samme som, at alle led lærer af den indsamlede viden. Det er det, der skal arbejdes på, siger Nick Hækkerup.
Derfor vil sundhedsministeren nu give indberetningssystemet et service-eftersyn.
Patienter og læger er glade for eftersyn
Foreningen Danske Patienter er glade for, at indberetningssystemet nu skal til service-eftersyn:
- Når vi kan konstatere, at det ofte er de samme fejl, der bliver indberettet, så er der noget, som går galt, siger Lars Engberg, formand for Danske Patienter.
Hos Lægeforeningen er man glade for, at service-eftersynet har fokus på at lære af fejl:
- Det er sagt før, men det vigtige er, at vi får skabt et mere lærende system. Det er hele meningen med ordningen, siger næstformand Jette Dam-Hansen.
Service-eftersynet skal senest være færdigt i sommeren 2014.
/Berlingske/