Flere folkeskoleelever med baggrund i ikke-vestlige lande består folkeskolens afgangsprøve. Det viser nye tal.
Til sommer skal eleverne i folkeskolens ældste klasser til afgangsprøve.
Nye tal viser, at nydanske elever med baggrund i ikke-vestlige lande klarer prøven bedre, end de gjorde tidligere.
I 2013 bestod 9 ud af 10 nydanske elever prøven.
I 2011 var det kun 8 ud af 10, der bestod prøven.
Det er særligt flere nydanske drenge, der klarer prøven.
Der er gjort meget for at hjælpe drengene
Socialminister Manu Sareen (Radikale Venstre) er tilfreds med udviklingen.
- Jeg er særligt glad for, at det er nydanske unge mænd, der begynder at give pigerne konkurrence i skolen. Det er et lyspunkt, fordi de er særligt udfordret, siger Manu Sareen.
Manu Sareen siger også, at der de seneste år er gjort meget for at hjælpe flere unge nydanske drenge i folkeskolen.
Han tror, det er en del af forklaringen på, at flere klarer afgangsprøven.
47 procent af drengene får en ungdomsuddannelse
Flere nydanske drenge tager også en ungdomsuddannelse på for eksempel en erhvervsskole eller et gymnasium.
Nu gennemfører 47 procent af de nydanske drenge en ungdomsuddannelse. I 2011 var det tal kun 42 procent.
Samtidig gennemfører flere nydanskere af begge køn en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse.
/ritzau/