Politiet vil have flere nydanske betjente

For få med indvandrerbaggrund søger ind på uddannelsen som politibetjent.

Færre danskere med anden etnisk baggrund end dansk søger ind på Politiskolen. Men der er brug for dem, siger politiet. (Arkivfoto)

 

For få med indvandrerbaggrund søger ind på uddannelsen som politibetjent.I flere år har politiet gjort meget for at få uddannet flere betjente blandt de etniske minoriteter i Danmark.

Men der kommer ikke flere nydanske betjente. Tværtimod søger færre ind på uddannelsen på Politiskolen, viser de nyeste tal fra Rigspolitiet.

I 2013 havde 6,4 procent af alle ansøgere til Politiskolen indvandrerbaggrund, mens tallet i 2011 var 7,1 procent af alle ansøgere.

Rekrutteringen begynder allerede i Folkeskolen

Politiet begynder allerede at tale med børn med anden etnisk baggrund i folkeskolen og fortsætter rekrutteringen i foreninger, sportsklubber og på sprogkurser.

Dansk-tyrkiske Halil Carkaci fra Slagelse fik lyst til at søge ind på Politiskolen, da han i sin 9. klasse fik besøg af politiet:

- Vi blev præsenteret for færdselsbetjente, der kørte på deres motorcykler og hundepatruljen, der viste deres hunde frem.

- Jeg syntes, det lød som en rigtig spændende arbejdsplads, siger han.

Halil Carkaci blev optaget på uddannelsen for tre år siden, og han er nu elev hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet skal være, som samfundet er 

Betjente med indvandrerbaggrund er vigtige for politiet, siger uddannelsesleder Peder Bo Larsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi:

- Politiet skal afspejle det samfund, vi alle er en del af. Og så skal der være unge med en anden etnisk baggrund.

- De har en større forståelse for den etniske kultur og de kan tale sproget og gå i dialog med folk, siger Peer Bo Larsen.