700 valgplakater er ødelagt i København

Over hele landet er valgplakater blevet revet i stykker. I København har Det Konservative Folkeparti fået ødelagt 700 plakater.

Rasmus Jarlov er spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i København. Han er skuffet over, at mange af partiets valgplakater er blevet ødelagt.

Over hele landet er valgplakater blevet revet i stykker. I København har Det Konservative Folkeparti fået ødelagt 700 plakater.  Kandidaterne til kommunalvalget den 19. november fik natten til lørdag lov at hænge valgplakater op, men mange steder er de allerede blevet ødelagt.

I København har Det Konservative Folkeparti fået ødelagt cirka 700 plakater.

Partiets spidskandidat Rasmus Jarlov er skuffet over, at så mange valgplakater er blevet ødelagt:

- Det ærgrer mig, at mine frivillige nu skal stå i regnvejr og sætte plakater op de samme steder, som de satte dem op i weekenden.

50-årig kvinde er anholdt for hærværk

Hærværket kommer formentlig til at koste Det Konservative Folkeparti omkring 20.000 kroner. 

Politiet har anholdt en 50-årig kvinde, der havde revet 100 plakater med Rasmus Jarlov ned og smidt dem i vandet. 

- Vi betegner  hærværket som politisk motiveret, fordi det begås mod valgplakater, siger en talsmand for Københavns Politi.

Hærværket kan straffes med bøde eller fængsel i op til halvandet år.

Andre partier og landsdele er også blevet ramt

SF's kandidat i København Sisse Marie Welling har også været ude for hærværk. Hendes plakater er blevet brændt.

I Esbjerg er hærværket gået ud over Socialdemokratiet, mens både Venstre og Dansk Folkeparti har fået ødelagt valgplakater i Nordjylland.

Forsker: Det er et problem for demokratiet

Kasper Møller Hansen er valgforsker ved Københavns Universitet. Han mener, det er et problem for det danske demokrati, at så mange valgplakater bliver ødelagt.

- Det er både et angreb mod ytringsfriheden og demokratiet, fordi man har en lovlig ret til at reklamere for sine budskaber, når der er valg, siger Kasper Møller Hansen.

Det er sket før, at valgplakater bliver udsat for hærværk. Men ifølge Kasper Møller Hansen er det ikke normalt, at så mange plakater bliver ødelagt på samme tid.

- Der er blevet fjernet over 700 plakater på meget kort tid, det tyder på, at det er organiseret, siger Kasper Møller Hansen.

/ritzau/