Regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti er enige om en reform af Folkeskolen. Børnene skal gå længere tid i skole end i dag.
De mindste elever (0.-3. klasse) skal gå i skole 30 timer om ugen. I dag har de 21-22 timer om ugen. Elever i 4.-6. klasse skal gå i skole 33 timer om ugen. I dag har de omkring 24-25 timer.
De ældste elever (7.-9. klasse) skal gå i skole 35 timer om ugen. I dag har de 26-30 timer. Der er tale om hele timer på 60 minutter og altså ikke 45 minutter, som er en normal skoletime mange steder.
Elever skal have idræt og tale sprog
Alle elever skal have mindst en times idræt om dagen. De skal også have flere timer i dansk og matematik.
Fra 1. klasse skal eleverne lære engelsk, og fra 5. klasse skal de lære fransk eller tysk.
Skolerne får en lektie-cafe. Elever og forældre kan selv bestemme, om eleverne skal gå dér, eller de skal lave noget andet. Men eleverne skal være på skolen i den tid, der er lektiecafe.
De konservative siger nej
Partierne bag det gamle forlig om folkeskolen har forhandlet i mange måneder om en reform.
Nu er regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti så blevet enige, men Det Konservative Folkeparti vil ikke være med. Hvis de konservative fortsætter med at være imod, kan den først blive til noget efter næste valg.
Det eksisterende folkeskoleforlig kan ikke ændres, hvis ikke alle partier er enige.