Minister lagde pres på SAS-ansatte

Finansministeren lagde pres på de kabine-ansatte i SAS-forhandlinger. Han sendte deres formand en sms. Det er usædvanligt, siger en ekspert.

Finansministeren lagde pres på de kabine-ansatte i SAS-forhandlinger. Han sendte deres formand en sms. Det er usædvanligt, siger en ekspert. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen /Scanpix)

Finansminister Bjarne Corydon lagde direkte pres på de kabine-ansattes fagforening CAU, da de forhandlede med SAS' ledelse om en spareplan.

Det skriver politiken.dk.

Mandag formiddag var CAU den sidste fag-gruppe i SAS, der skulle forhandle med ledelsen i Københavns Lufthavn.

Og her modtog tillids-folkene fra CAU en sms fra regeringens næst-vigtigste person, finansminister Bjarne Corydon (S).

Ned i løn og mere arbejde

I sms'en skriver finansministeren til kabine-personalet, at de burde sige ja til en aftale med SAS.

Aftalen betød, at de ansatte skal gå meget ned i løn og samtidig arbejde mere.

- Midt i de afgørende forhandlinger bliver vores formand kontaktet af Bjarne Corydon. Her siger han, at det nu gælder Københavns Lufthavns arbejdspladser og SAS' overlevelse.

Det siger Jean Pierre Schomburg, der er næstformand i CAU.

Forstod ikke alvoren

Finansminister Bjarne Corydon siger, at han kontaktede CAU-forhandlerne midt i forløbet.

Han siger, at han frygtede, at kabinepersonalet ikke forstod situationens alvor.

Derfor ville han give 'en fuldstændig klar oplysning om de politiske realiteter'. Og han ville slå fast, at truslen om en SAS-konkurs var rigtig nok.

Det er min pligt

- Jeg oplevede det som min pligt som finansminister. Og i øvrigt også som socialdemokrat at kæmpe for danske arbejdspladser og skatteydernes penge, siger Bjarne Corydon.

Søren Kaj Andersen er lektor på Københavns Universitet.

Han kalder det 'stærkt usædvanligt', at en minister på den måde direkte blander sig i forhandlinger om overenskomster.

Skal forklare sig i sagen

Bjarne Corydon skal forklare sagen i Folketingets finansudvalg.

Det kræver Dansk Folkeparti.