Kirker i kamp mod vindmøller

Høje vindmøller fjerner fokus fra kirkerne. Det mener flere menighedsråd, som derfor blander sig i kommunernes planer for at bygge nye vindmøller.

Høje vindmøller fjerner fokus fra kirkerne. Det mener flere menighedsråd, som derfor blander sig i kommunernes planer for at bygge nye vindmøller. (arkivfoto) (Foto: © Holger Madsen- DR)

Planer om at bygge nye vindmøller i både Skanderborg og Horsens er i den seneste måned blevet standset.

Lokale menighedsråd fra kirker i området har protesteret over møllerne.

Og det er selvom, at kirkerne ligger helt op til fire kilometer fra de planlagte vindmøller.

Fjerner fokus fra kirken

Det er 150 meter høje møller, som giver problemer i forhold til kirkerne.

Menighedsrådene siger, at møllerne er så høje, så de generer ånds-livet i flere kilometers omkreds.

Og at de høje møller fjerner fokus fra kirkerne.

Traditionelt er kirkerne lagt på steder, hvor de kan ses i et stort område.

Det er bekymrende

Og det er bekymrende, mener Asbjørn Bjerre. Han er direktør for Vindmølleforeningen:

- Det er en helt umulig tanke, for så kan der i store dele af Danmark slet ikke sættes vindmøller op. Der er jo ikke otte kilometer mellem kirkerne i Danmark, siger han.

Kirkernes menighedsråd er begyndt at blande sig oftere, når kommunerne planlægger nye vindmøller.

Kirkerne står der altid

I de seneste fem år har Aarhus Stift kun protesteret over vindmølleplaner en enkelt gang.

Men i de seneste par måneder er det sket fire-fem gange i området, at Aarhus Stift på vegne af lokale menighedsråd har klaget over planer om nye vindmøller.

Asbjørn Bjerre beder derfor nu kirken om at stoppe kampen mod vindmøllerne.

- Mange kirker har stået der i næsten tusind år. Og når vindmøllerne engang er væk igen, så står kirkerne der stadigvæk, siger han.