Hvis man virkelig skal have noget ud af, for eksempel, en eksamenslæsning, så kan man med fordel drikke en stor kop kaffe efter, at man har læst lektierne.
200 milligram koffein lige efter indlæring øger nemlig ens hukommelsesfunktion, så man bedre lagrer den information, man lige har fået, konkluderer en gruppe amerikanske forskere ifølge videnskab.dk.
En normal kop kaffe indeholder ifølge Fødevarestyrelsen 50-80 milligram koffein.
Drik kaffe men kun til et vist punkt
Forskerne undersøgte, om personer, der fik 200 milligram koffein, efter at de havde fået vist en række billeder, var bedre til at genkende billederne næste dag og adskille dem fra andre billeder, end deltagere, der kun havde fået en pille på 100 milligram. Det var de.
En anden gruppe deltagere, der havde modtaget 300 milligram koffein, demonstrerede dog ikke et bedre resultat end deltagerne, der havde fået de 200 milligram koffein. Effekten steg altså med mængden af koffein, men kun til et vist punkt.
- Hjernens celler bliver på et tidspunkt mættede, så de ikke reagerer yderligere på koffeinen. Det lader altså til, at effekten på hukommelsesfunktionen stopper med at stige ved omkring de 200 milligram, siger Albert Gjedde, professor ved Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet til videnskab.dk.
Han har ikke selv været med til at lave undersøgelsen, men forsker blandt andet i hjernens signalstoffer og cellekommunikation. Han tilføjer, at koffeinens effekt på det, man husker, formentlig ikke begrænser sig til synsindtryk alene.
Han tilføjer, at forsøgspersonerne har indtaget koffein i pille-form, men af kaffe med en tilfsvarende mængde koffein forventeligt vil have samme effekt.