Danskerne er europamestre i fremmedsprog. Tror vi selv...

Vi danskere mener, vi er europamestre i fremmedsprog. Men det er vi ene om at mene.

"Excuse me, where is the train station?" Vi danskere er europamestre i fremmedsprog - synes vi selv. (© Colourbox)

Der er ikke den store sammenhæng mellem, hvem vi danskere mener er bedst til fremmedsprog i Europa, og hvem andre europæere synes er bedst.

Vi peger nemlig i al ubeskedenhed på os selv som det folkeslag, der klarer sig bedst på fx engelsk, tysk eller fransk, når vi er uden for landets grænser.

I en undersøgelse har rejsesøgesiden skyscanner.dk spurgt, hvilken nation, der har de bedste fremmedsprogkundskaber.

Isolerer man de danske svar, så mener mere end hver tredje, at vi bør tage guldet som dem med bedst flair for fremmedsprog.

Hollænderne snupper guldet

Men den forestilling står vi alene med.

De 10.000 europæere, der har deltaget i undersøgelsen, sender nemlig Holland øverst på skamlen med 16,7 procent af stemmerne.

6,8 procent peger på Danmark og henviser dermed det lykkelige folk til en femteplads, skriver dagens.dk.

De andre lande tror også, de er bedst

Vi er dog ikke de eneste, der har høje tanker om os selv. Også tyskerne, russerne og svenskerne mener selv, de hører til øverst på skamlen. Det gør hollænderne også - men med god grund.

Til gengæld kan vi glæde os over, at danskerne har rækkefølgen helt rigtig på de første fire pladser, hvis man altså ser bort fra førstepladsen.

Hollænderne får en pæn andenplads efterfulgt af briterne, svenskerne og tyskerne.

Undersøgelsen er i øvrigt lavet i forbindelse med, at i morgen den 26. september er Den Europæiske Sprogdag.