Smukfest satser på København med ny festival

Når festivalen i Skanderborg er slut, rykker jyderne musikken til hovedstaden med den nye satsning Smukfest Copenhagen.

Ved Amager Strandpark er der ikke mange bøgetræer. Til gengæld er der - ligesom i Skanderborgs bakkede skov - koncerter med blandt andre Rasmus Seeback og britiske Pet Shop Boys. (Foto: © Peter Abildgaard- Skanderborg, DR Brugerbillede)

Når gæsterne ved dette års Smukfest i Skanderborg har drukket fadøllen ud og ser den sidste søndagskoncert, så er festivalen faktisk slet ikke slut.

For til sommer fortsætter den jyske festival de musikalske løjer på den anden side af Storebælt.

Det sker med hverdagsfestivalen Smukfest Copenhagen, der ligesom den jyske del af festivalen tilbyder koncerter med blandt andre Pet Shop Boys, Rasmus Seebach, Christopher og Magtens Korridorer.

I København foregår musikfesten på 10-øren ved Amager Strandpark den 14. og 15. august i ugen efter den klassiske Smukfest i Skanderborg.

Hver tredje gæst er fra hovedstaden

Claus Visbye, der er formand for Skanderborg Festivalklub, siger om Smukfest Copenhagen:

- Vi er mange gange blevet opfordret til at lave noget Smukfest i København, der jo er hjemby for omkring en tredjedel af de gæster, der besøger os i skoven og mange af vores medhjælpere, udtaler Claus Visbye, der er formand for Skanderborg Festivalklub, inde på Smukfests egen hjemmeside.

En anden grund til, at der nu skal holdes to ekstra dages musik i hovedstaden, er, at det ikke er muligt at udvide den oprindelige Smukfest i bøgeskoven ved Skanderborg, fortæller Claus Visbye:

- Billetsalget til festivalen i Skanderborg er gået stærkere end nogensinde - og da vi ikke kan udvide i skoven, tænkte vi, at tiden måtte være inde til at prøve kræfter med et arrangement i hovedstaden.

Texas og Californien gør det allerede

Med Smukfest Copenhagen hopper festivalen også med på en bølge, der er startet på en række udenlandske festivaler.

- Det er jo blevet meget almindeligt, at markante internationale festivaler enten afholdes flere gange på samme sted eller flytter rundt under samme navn. Store festivaler som Coachella i Californien og ACL i Texas er eksempler på det første - mens Lollapalooza, V Festival og Mysteryland alle er stærke festivalbrands, der afholdes i flere forskellige lande eller byer, udtaler Claus Visbye.

En tilbagevendende københavnerfest

Smukfest Copenhagen lægger i samme forbindelse op til, at den københavnske del af festivalen ikke kun bliver en 2014-begivenhed.

- Vi føler selv, at vi har et stærkt og originalt brand i Smukfest, som vi gerne vil dele med flere, end vi kan i Skanderborg. Derfor Smukfest Copenhagen - der skal være en markant og tilbagevendende begivenhed, hvor vi kan præsentere internationale og danske navne i smukke rammer.