København kåret til verdens mest homo-venlige sted

Københavns tolerance, modescene, cocktailbarer, homo-venlige hoteller og masser af queer events gør hovedstaden til verdens mest homo-venlige sted.

Rejseguiden Lonely Planet har kåret København til den bedste turistdestination for homoseksuelle.

København slår blandt andet steder som Berlin og New York i kåringen, hvor Lonely Planet har ledt efter de mest progressive, inkluderende og accepterende destinationer.

"Danmark er nok hjemsted for Lego og går forrest med nyt nordisk mad, men endnu vigtigere skrev landet historie i 1989 ved at blive den første nation i verden, der anerkendte registrerede homoseksuelle partnerskaber," skriver Lonely Planet blandt andet i sin begrundelse.

"Danmark er et af de mest tolerante og åbne samfund i Europa, og Københavns funktionelle men kantede modescene, et brillant udvalg af cocktailbarer, et fremragende udvalg af homo-venlige små hoteller og en kalender fuld af queer events gør København til det mest homo-venlige sted på jorden," står der videre.

Ifølge Raymond Herne, der er homoseksuel, er kåringen fuldt fortjent. Se ham forklare hvorfor herunder:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54469c376187a211c02514f6

- Alle er lige meget værd

Lonely Planet fremhæver desuden Europas ældste åbent homoseksuelle bar, Centralhjørnet, og Vesterbro i sin vurdering.

- København er altså en by, hvor det understreges, at alle er lige meget værd uanset deres seksuelle orientering, siger Frank Jensen, der er overborgmester i Københavns Kommune.

Se et kort indslag om Københavns kåring som verdens mest homo-venlige sted i videoen i toppen af artiklen.