Skotsk selvstændighed: Groundskeeper Willie siger aye - Beckham siger nej

En lang række britiske kendisser har igennem den seneste tid givet deres mening til kende i forhold til afstemningen om skotsk uafhængighed.

Torsdag bliver det afgjort, om skotterne fortsat vil være en del af Storbritannien eller om landet fremover skal være selvstændigt. (Foto: © Ben Stansall, Scanpix)

Debatten om, hvorvidt Skotland skal være et selvstændigt land, har raset igennem længere tid og særligt i de seneste par uger, har der været fokus på det forestående valg.

En lang række farverige briter har i optakten til afstemningen blandet sig i debatten og budt ind med deres råd til befolkningen i Skotland. Blandt andet den gule skotte fra The Simpsons, Groundskeeper Willie.

I en video på Youtube beskriver Willie dilemmaet som et valg mellem "frihedselskende arvinger af højlandstraditionen, og dem som nyder at kravle som orme under britiske støvler", inden han tilbyder sig selv som leder for et selvstændigt Skotland.

- Willie vil ikke lade sig holde tilbage af verdens ledere, for jeg har ikke en anelse om, hvem de er, og jeg er ikke villig til at lære, siger han i videoen.

https://www.youtube.com/watch?v=W6vDzf-wSbk&rel=0

Becks og Fergie er imod

Også fra sportens verden har en lang række kendte ansigter ytret sig om afstemningen. Blandt andet OL-ambassadør David Beckham, der opfordrer skotterne til at stemme nej.

- Mit oprigtige håb er, at I vil stemme for at forny vores historiske bånd, der har været en succes og til misundelse for hele verden.

Beckham bakkes op af sin tidligere træner i Manchester United sir Alex Ferguson, der også håber på et nej.

- 800.000 skotter, som mig, bor og arbejder i andre dele af Storbritannien. Vi bor ikke i et fremmed land; vi er bare i en anden del af Storbritanniens familie, siger han.

Også tennisspilleren Andy Murray og banerytteren Chris Hoy, der begge er skotter, har antydet, at de er imod et løsrevet Skotland.

James Bond-reaktioner

Den første James Bond, sir Sean Connery, har været en stor fortaler for et selvstændigt Skotland. Han mener blandt andet, at det vil kunne skabe en mulighed for at sprede den skotske arv og kreativitet.

- Som en skotte med en livslang kærlighed til Skotland og kunsten, mener jeg, at muligheden for uafhængighed er for god til at takke nej til. Kort fortalt findes der ikke en mere kreativ handling end at skabe en ny nation, siger han.

Hvor hans Bond-efterfølger Roger Moore har undgået at bidrage til debatten har en af de senere Bond-kollegaer, Pierce Brosnan, været mere åbenmundet.

- Hvis det er det, de vil, ønsker jeg dem det godt. Verden vil være den samme med eller uden deres uafhængighed, siger Pierce Brosnan, der er halvt skotsk, men irsk-født.

En anden skuespiller med erfaring fra actionfilm, Gerard Butler, er enig med Sean Connery og ja-tilhængerne.

- Jeg kan ikke se nogen grund til, hvorfor Skotland ikke skulle være uafhængigt, siger han ifølge The Mirror.

200 kendte er imod

På hjemmesiden letsstaytogether.org.uk har flere end 100.000 personer, uden stemmeret i Skotland, skrevet under på, at de ønsker Skotland som en del af Storbritannien.

Her har en lang række kendte navne også fundet vejen frem til - blandt andet sir David Attenborough, Helena Bonham-Carter, lord Andrew Lloyd Webber, Terry Jones, Stephen Hawking og Eddie Izzard.

Også Harry Potter forfatter J.K. Rowling og Harry Potter skuespiller Daniel Radcliffe har udtalt sig som tilhængere af et Storbritannien inklusiv Skotland.

David Bowie siger nej

Debatten om skotsk selvstændighed er også aktiv i musikkens verden. Blandt andet har X Factor vinder Susan Boyle og vært Simon Cowell været tilhængere af nej-bevægelsen. Det samme har sir Mick Jagger og David Bowie.

På den anden side, hos ja-sigerne, finder man engelske Billy Bragg og brødreparret i The Proclaimers og forsanger i gruppen Eurythmics, Annie Lennox.

- Der er en mulighed for noget innovativt og visionært. Skotland kunne få et nyt etisk, visionært fodfæste og gå igang med nogle friske idéer. Det kunne være fantastisk, virkelig fantastisk, siger hun.