Der var den helt rigtige beslutning, som Michael Metz Mørch traf, da han søndag aften, meddelte, at han ville trække sig som formand for Wonderful Copenhagens bestyrelse.
Det mener Dorte Skot Hansen, som forsker i oplevelsesøkonomi, og er leder af Center for Kulturpolitiske Studier ved Københavns Universitet.
For meget er gået galt
- Michael Metz Mørch er en af de tunge drenge i dansk kulturliv, men det er en helt logisk beslutning, at han går. Han bliver simpelthen nødt til at trække sig i sådan en situation. Der er for mange ting, som er gået helt galt, siger Dorte Skot Hansen til Kulturnyt på P1.
Hun mener, der nu er brug for at gentænke Wonderful Copenhagen som turistorganisation.
- Der skal ske en professionalisering af hele organisationen, og så skal der være et meget bedre samarbejde mellem Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune. Lige nu vil de to forskellige ting i forhold til turismen, siger Dorte Skot Hansen.
Brug for ny strategi
Hun mener, at Wonderful Copenhagen har en meget instrumentel tilgang til turismen, som det er i øjeblikket, og det bør man lave om på, mener hun.
- Wonderful Copenhagen lægger mest vægt på synlighed og konkurrencedygtighed, når de skal tiltrække turister, mens Københavns Kommune forsøger at brande hovedstaden som et sted for bæredygtighed og kreativitet. Man bør sammentænke de to strategier til en helt ny turismestrategi for Wonderful Copenhagen, siger Dorte Skot Hansen til Kulturnyt på P1.