Der er tårer og vrede i byen Mosul, efter Isis i sidste uge bombede Jonahs Grav, som er et helligt monument i Irak for både muslimer, kristne og jøder, skriver Tom Argano på The New York Times' hjemmeside.
Da Isis kom til Mosul i starten af juni, var mange indbyggere godt trætte af den irakiske regering og derfor glade for at se en ny autoritet træde til.
Det har dog tilsyneladende ændret sig nu, ifølge Tom Argano, fordi folk i Mosul er vrede over, at Isis har destrueret et af deres mest betydningsfulde landmærker.
- Vi græd, da de detonerede bomben, siger 32-årige Abdulmalik Mustafa om Isis' bombning af Jonahs Grav.
Et religiøst landemærke
Jonahs Grav er en moske, der er bygget i det ottende århundrede og eftersigende ovenpå profeten Jonahs gravsted.
Graven var indtil sidste uge et populært rejsemål for religiøse pilgrimme fra hele verden.
Efterfølgende gik der rygter om, at Isis ville forsøge at ødelægge en anden kulturskat i Mosul, deres skæve minaret, som er tårnet på en moske, hvorfra der indkaldes til bøn.
Det fik ifølge vidner flere indbyggere i Mosul til at samle sig ved tårnet og konfrontere Isis.
- Der er uorganiserede grupper, som bekæmper Isis nu. Hvis vi havde midlerne, havde vi sparket Isis ud af Mosul med det samme, fortæller indbyggeren Khalis Jumah til The New York Times.
Indbyggerne har fået nok af Isis
Truslen om, at Isis vil jævne flere kulturskatte med jorden, har fået Mosuls indbyggere op på barrikaderne.
Det er ikke første gang, at Isis vækker vrede i Mosul. Byen er kendt for at være en meget tolerant by, og da Isis jagede kristne for døren, blev folk rasende.
Siden Isis indtog i Mosul har de bombet og ødelagt flere kristne og muslimske helligdomme i og udenom byen.