Kongehuset: Vi følger nøje udviklingen i Se og Hør-sagen

Se og Hør-sagen bliver fulgt tæt i Kongehuset, hvor man har tillid til, at de relevante myndigheder kommer helt til bunds i sagen.

Den danske kongefamilie fotograferet i forbindelse med prins Henriks 80-års fødselsdag tidligere på måneden. (Foto: © EPA/MARC SALVET / PHOTOPQR / DEPECHE DU MIDI FRANCE OUT, Scanpix)

Kongehuset holder øje med, hvad der foregår i skandalesagen om Se og Hør, der bliver ved med at føre nye kapitler til sig.

Det seneste kapitel handler om, at Se og Hør angiveligt havde planer om aflytte kronprins Frederik tilbage i 2003.

Det fortæller flere tidligere nuværende og tidligere ansatte på sladderbladet, fremgår det af dokumentaren "Historien bag historien - jagtet af Se og Hør", der bliver sendt i aften.

Alvorlig sagKongehuset vil ikke udtale sig om den konkrete anklage, men pressechef i Kongehuset Lene Balleby siger til DR Nyheder:

- Hele sagen betragter vi som alvorlig, og vi følger naturligvis udviklingen nøje.

Flere retsordførere kræver, at politiet udvider deres undersøgelse af Se og Hør-sagen, så den også kommer til bunds i, om der har været planer om at benytte aflytning, og om planerne blev ført ud i livet.

Lene Balleby oplyser, at Kongehuset "har stor tillid til, at de relevante myndigheder kommer helt til bunds i sagen".

- Noget værre noget

I begyndelsen af maj sagde kronprins Frederik til BT, at "det er noget værre noget" som svar på spørgsmålet om, hvad han siger til, at medarbejdere fra Se og Hør har haft adgang til de kongeliges kreditkortoplysninger.

- Når man gør noget ulovligt, må man også forvente, at man kommer til at høre for det, tilføjede han dengang.

Skandalen begyndte med en bog

Skandalen om Se og Hør begyndte at rulle i slutningen af april, da den tidligere journalist på bladet Ken B. Rasmussen udgav nøgleromanen "Livet, det forbandede".

Heri fremgik det, at Se og Hør havde en såkaldt tys-tys kilde, der var ansat hos IBM, hvor han udførte opgaver for forløberen til Nets. Samtidig fodrede han ugebladet med oplysninger om, hvor de kendte og de kongelige brugte deres kreditkort.

Siden har politiet sigtet Aller Media samt en stribe personer. Det drejer sig blandt andet om Ken B. Rasmussen, tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen, samt tys-tys kilden.

"Historien bag historien - Jagtet af Se og Hør" bliver sendt onsdag aften på DR1 20.40.