Kronprinsparrets Kulturpris går til DRs Forbrydelsen og Borgen

De kunstneriske kræfter bag DRs dramaserier Forbrydelsen og Borgen får Kronprinsparrets Kulturpris.

(Foto: © William West, Scanpix)

DRs to dramaserier Forbrydelsen og Borgen har modtaget Kronprinsparrets Kulturpris. Det er netop sket under kronprinsparrets store prisuddelingsshow, der finder sted her mandag formiddag dansk tid i Operahuset i Sydney.

Det er de kunstneriske kræfter bag de to dramaserier, der modtager prisen og den halve million kroner, som følger oveni. Modtagerne består af både forfatterne bag tv-serierne, de to hovedrolleindehavere, instruktører samt production designere og fotografer.

Kronprinsparret og den rådgivende komité bag prisen peger blandt andet på, at serierne når længere ud end blot til danskerne.

To unikke serier

- De to unikke danske tv-serier har leveret mere end blot spænding og dramatik. De folder hver især et særligt univers ud, der har bevæget sig ind under huden på ikke kun et dansk publikum, men også begejstret, bekymret og berørt langt ud over Danmarks grænser, lyder begrundelsen.

Det var skuespilleren Sofie Gråbøl, der modtog prisen på vegne af holdet bag 'Forbrydelsen', og skuespiller Sidse Babett Knudsen og manuskriptforfatter Adam Price, der tog imod prisen på vegne af holdet bag 'Borgen'.

Både 'Forbrydelsen', der første gang kom på skærmen i 2007, og 'Borgen', som fik premiere i 2010, har modtaget flere store priser.

'Borgen' har i alt fået seks priser - blandt andet flere under Monte Carlo TV Festival, mens 'Forbrydelsen' har modtaget hele syv priser. Senest den britiske pris International TV Dagger i sidste uge.

Priser til sangerinde og violinist

Kronprinsparret har desuden også uddelt Stjernedryspriser til to yngre musikere. Priserne gik til violinisten Rune Tonsgaard Sørensen og sangerinden og sangskriveren MØ alias Karen Marie Ørsted.

Priserne blev uddelt i Sydney i anledningen af, at det er 40 år siden at Sydney Operahus stod færdigt. Det er den danske arkitekt Jørn Utzon, der i sin tid tegnede huset.

Kronprinsparrets Priser er indstiftet af Bikubenfonden og formålet er at synliggøre ekstraordinære præstationer inden for blandt andet dansk kultur.

Selve prisshowet kan ses mandag aften klokken 20 på DR 1.