Fleksnes er død

Den norske skuespiller Rolv Wesenlund er død. Han blev 76 år.

Rolv Wesenlund på besøg hos Jarl Friis-Mikkelsen i talkshowet Jarl's i 1994. (© DR)

Den norske skuespiller Rolv Wesenlund, bedre kendt som Fleksnes, er død natten til søndag. Han blev 76 år gammel, skriver det norske telegrambureau NTB.

Rolv Wesenlund døde efter længere tids sygdom.

Han trak sig tilbage fra rampelyset i september 2011. Allerede dengang led han af sygdom, skriver NRK, som bragte et interview med ham.

- Når du fylder 70 år, sker der ting. Jeg kan mærke, at jeg husker dårligere, og det gør ondt, sagde Rolv Wesenlund dengang.

Hele 40 episoder blev det til i serien om Marve Fleksnes, og nordmændene elskede ham.

Populær i 70'erne og 80'erne

- Jeg har nok lagt en hel del af mig selv den rolle, men samtidig er han er jo en slags gennemsnitsnordmand, har Rolv Wesenlund selv sagt om Fleksnes-rollen.

Wesenlund blev kendt og populær i 70'erne og 80'erne, hvor han i flere tv-programmer spillede den komiske figur.

De sidste år i sit liv mærkede Rolv Wesenlund for alvor alderen trykke. Sukkersyge og et hjerteanfald fik ham til at udelukke et comeback, og han fortalte avisen VG, at han havde mistet en stor del af evnen til at tale.

Rolv Wesenlund døde på Madserud-hjemmet i Oslo, og han havde sin hustru ved sin side, siger hans ven, Odd Grann til NTB.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:523b108fa11f9d0d2091d18c