Moderedaktør: Vi er alt for dårlige til at tale om vores tøj

Det er på tide, danskerne lærer at sætte ord på deres påklædning. For det er vigtigt for vores kulturforståelse, mener modeekspert.

Vi er ikke gode til at tale om, hvordan vi går klædt til daglig – og det er et problem.

Det mener i hvert fald Chris Pedersen, der er redaktionschef på modemagsinet Cover.

- Det handler ikke om hvorfor – vi er dårlige til at tale om det. Mange folk forbinder tøj med mode, og mode forbinder de med noget ekstravagant og unødvendigt, siger han til Kulturnyt på P1.

I stedet er vi virkelig gode til at tale om et af vores andre flagskibe inden for designverdenen – vores møbler. Ifølge Chris Pedersen er det helt acceptabelt at købe dyrt ind til dagligstuen, men ikke nødvendigvis at fylde garderobeskabet for tusindvis af kroner.

Og det, mener han, skyldes, at vi har en længere tradition for at tale om vores møbler.

- Hvis man tænker tilbage til, hvordan vi begyndte at italesætte møbler, så begyndte det i 40'erne og 50'erne, hvor PH talte meget om lyset, og om hvordan møblerne skulle fungere, siger han med henvisning til den kendte lampedesigner Poul Henningsen.

- Der var et sprog og en politik omkring møbler. Det samme kan man også finde med tøj, men vi bliver nødt til først at tale om, hvad det er, vi vil med tøjet.

Fortællingen om Danmark

Den danske mode er nemlig en kulturbærer på linje med vores arkitektur og den nyligt opblomstrede madkultur herhjemme, der ifølge Chris Pedersen i dag hører med til fortællingen om at være dansk.

- Mange af vores modemærker kan give samme fortælling, og det synes jeg, er noget at være stolt af, og som er værd at interessere sig for, hvis man interesserer sig for Danmark som sådan, siger han.

Dansk mode er en værdifuld eksportvare, men industrien rummer en fortælling om mere end kontanter.

Modeugen er en vigtig spiller, forklarer han, for det er her, succesfulde danske designere som Henrik Vibskov og Malene Birger viser deres seneste kollektioner frem, men samtidig spejler de det land, de kommer fra.

- Det fortæller jo også noget om Danmark som sådan. Malene Birger fortæller en masse om, hvilket kvindebillede hun har, når man kigger på hendes tøj. Henrik Vibskov har en fortælling om København i den måde, han bruger byen på i sine shows. Så de er meget mere end bare penge, de er også kultur.

Klokken 21.00 i aften sendes programmet 'Modekoder' på DR K. Her fjerner Chris Pedersen fokus fra catwalken og besøger i stedet kendte som ukendte danskere og hører, hvordan de bruger deres tøj til at kommunikere.