16-årige Emily om Taylor Swift: Hun er the good girl når alle andre skejer ud

Danske Emily Hyldahl har været vild med Taylor Swift i otte år. Hun er The American Dream, lyder forklaringen.

Taylor Swift virker som en, man kunne hilse på, hvis man mødte hende på gaden, og så ville hun hilse igen, siger danske Emily Hyldahl om den amerikanske superstjerne. På billedet ses Taylor Swift tage selfies med sine amerikanske fans, inden hun skal medvirke i programmet 'Good Morning America'.

Det begyndte tilbage i 2006. Dengang Taylor Swifts debutalbum lige var udkommet.

Emily Hyldahl var kun otte år gammel. Men hun dansede rundt i stuen og skrålede med på Taylor Swifts sange om kærlighed som 'Our Song' og 'Teardrops on My Guitar'.

Poetisk og hjerteskærende

Hun forstod egentlig ikke teksterne, for de var på engelsk, men det gjorde sådan set heller ikke noget, forklarer Emily Hyldahl.

- Det var sådan nogle søde sange og nogle enorm catchy tunes. Så jeg og en veninde dansede bare rundt, selvom jeg ikke forstod, hvad det handlede om.

I dag ved 16-årige Emily Hyldahl bedre. Taylor Swift hedder nu bare 'Taylor' blandt hende og veninderne, og sangteksterne fra den 24-årige amerikanske superstjerne beskriver Emily Hyldahl i dag som både "poetiske" og "hjerteskærende".

16-årige Emilie Hyldahl har været vild med Taylor Swift siden den amerikanske sangstjerne udgav sit første album i 2006. Hun er desuden administrator på den officielle danske Taylor Swift-fanside på Facebook.

- Taylors tekster virker ærlige, også fordi hun selv har skrevet dem. Hun får ens tanker og følelser ned i en sang på en virkelig smuk måde, siger Emilie Hyldahl.

Mellem Beatles og punkmusik

Hun downloadede Taylor Swifts nye album '1989' allerede mandag og er godt tilfreds med sangstjernens nye stil, hvor hun er gået fra country til mere rendyrket popmusik.

- Jeg synes faktisk, det er det bedste album, hun har lavet. Jeg var lidt bange for, at det blev for mainstream og mindede for meget om andre popartister. Men det lyder stadig som Taylor, fortæller Emily Hyldahl.

Taylor Swift er ikke det eneste, som Emily Hyldahl lytter til. Hun beskriver selv sin musiksmag som meget bred, og kan både bestå af Beatles og punkmusik.

Men Taylor Swift er hendes musikalske base. Den som en 16-årig pige bedst kan relatere til.

- Det kan godt være, Taylor er 24 år. Men når hun synger om kærlighed og om at finde sig selv, så er det også noget, jeg kan forstå. Jeg tror faktisk, det er noget alle kan forstå, siger Emily Hyldahl.

Taylor er en ordentlig pige

En ting er musikken. En anden er Taylor Swift som person. Hele hendes karriere har hun været den pæne polerede sydstatspige, der aldrig har gjort noget galt. Det kan lyde kedeligt, men det gør hende faktisk unik, mener Emilie Hyldahl.

- Taylor virker som en, man kunne hilse på, hvis man mødte hende på gaden, og så ville hun hilse igen, siger Emily Hyldahl og fortsætter:

- Og så er Taylor også en ordentlig pige. Hun tager ikke stoffer. Hun holder en præsentabel stil, og hun er the good girl, når alle andre skejer ud. Hun er The American Dream, lyder det fra Emily Hyldahl.

13 er Taylors yndlingstal

Selvom hun allerede har downloadet '1989' på Itunes, har hun fået sin far til at købe en fysisk deluxe-udgave af albummet med hjem. Med den følger nemlig 13 polaroidbilleder af superstjernen.

- Der er 13 billeder fordi, fordi det både er Taylors yndlingstal og hendes fødselsdato (Den 13. december, red.)

Og der skal nok blive plads til billederne på Emilies værelse, selvom Taylor Swift fylder godt op på væggen allerede.

- De skal bare op og hænge hurtigst muligt. Der er altid plads til Taylor. Det handler bare om prioritering, siger Emilie Hyldahl.

Du kan høre mere til Taylor Swift på dr.dk/musik her.