Taylor Swift er superstjerne og naboens datter på samme tid

Hun har aldrig trådt forkert, skriver sine sange selv og imponerer nu også anmelderne. Sådan lyder en del af opskriften på Taylor Swifts succes, ifølge tre eksperter.

Taylor Swift gør i musikvideoen til sin nyeste single 'Shake It Off' grin med en række popstjernetyper. På dette billede skal hun dog forestille sig selv. (© Youtube)

Hun er ikke fandenivoldsk som Miley Cyrus, der twerker sig igennem sine musikvideoer i hotpants. Hun er heller ikke uopnåelig som Katy Perry. Hun er … tja, faktisk stadig naboens fornuftige datter.

Trods manglen på skandaler taler alle i disse dage om den unge amerikanske popstjerne Taylor Swift, der mandag udgav sit anmelderroste nye album '1989'. Et album, der har flyttet den 24-årige væk fra countrymusikken for i stedet at plante hende helhjertet på pophylden.

Henrik Smith-Sivertsen, der er forsker i populærmusik og forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, er ikke i tvivl om, hvad der er en del af Taylor Swifts formel på succes.

- Hun skriver jo sine sange selv, så hun har hele pakken. Hun laver ikke nogle fodfejl - og hun virker hele tiden meget bevidst om sit image som en, der er bevidst om sit ansvar, siger han til DR Kultur.

Dansetrin ændrer ikke ved Swifts image

Selv ikke det helhjertede skift til pop har rykket ved hendes image som en "begavet og høflig stjerne med et pletfrit image", mener han.

- Jo mere hun bevæger sig over i poppen, jo mere rykker hun væk fra at sidde på en barstol med en guitar og synge sine countrysange. Men selv når hun tager mindre tøj på og kaster sig over dansetrin, så trækker hun sit singer-songwriter image med sig, siger Henrik Smith-Sivertsen.

https://www.youtube.com/watch?v=nfWlot6h_JM

Uskyldig i forhold til Miley Cyrus

Det er Erik Steinskog enig i. Han er lektor i musikvidenskab på Københavns Universitet og siger, at Taylor Swifts baggrund i countrymusikken giver hende nogle skulderklap, som andre stjerner ikke får.

- Hun behøver ikke spille country mere for at bevise noget, for vi kender hendes historie. Det giver hende en form for autenticitet, som de andre popstjerner ikke har, siger Erik Steinskog og bringer selv popstjernen Miley Cyrus på banen:

- Taylor Swift fremstår uskyldig i forhold til Miley Cyrus, der jo ellers også har en countryforbindelse og synger godt. Selvom Miley Cyrus får meget omtale, så er det ikke for musikken, sådan som Taylor Swift får det.

"Taylor Swifts tekster er almengyldige"

Radiovært og musikjournalist Mathias Buch Jensen fra DR P7 Mix har - selvom Taylor Swifts nye album '1989' først udkom mandag - allerede lyttet en del til albummet, som han roser.

- Taylor Swift er meget begavet. På den ene side er hun superstjerne samtidig med, at hun på den anden side også lukker os lidt ind. Det er i hvert fald den illusion, der bliver solgt. Hun er stadig lidt naboens datter, og hendes tekster er almengyldige, siger han.

Hun virker hele tiden meget bevidst om sit image som en, der er bevidst om sit ansvar, siger populærmusikforsker Henrik Smith-Sivertsen om Taylor Swift. (Foto: © Adrian Sanchez-Gonzalez, Scanpix)

Har kærlighedskvaler ligesom alle andre

Når Taylor Swift synger om sine dates og kærester, så ved mange fans godt, at sangene handler om kendte som John Mayer og Harry Styles fra bandet One Direction.

Men når alt kommer til alt, er det stadig bare sange om kærlighedskvaler - noget almindelige mennesker også kan genkende.

- Hun er nok den af de stjerner, der er nu, som man kan mærke mest. Katy Perry har den der teflonoverflade. Jeg ved godt, hvem popkunstneren Katy Perry er, men jeg ved ikke, hvem mennesket Katy Perry er. Det bilder jeg mig ind, at jeg ved med Taylor Swift, siger Mathias Buch Jensen.

Kender vi mennesket Taylor Swift?

Populærmusikforsker Henrik Smith-Sivertsen køber også Swifts pæne image, men da hun er så stor en stjerne, tvivler han også en smule:

- Stjerner lever af, at andre forholder sig til dem, så der kan sagtens være, at vi endnu ikke har set, hvem megastjernen Taylor Swift virkelig er. Hun er ren i sin karrierehåndtering, og hun er altid den samme høflige, kloge og søde stjerne i interviews. Men hun er jo også altid på scenen.

Taylor Swifts nyeste album '1989' udkom mandag. Du kan læse, hvordan anmelderne har modtaget pladen her.