Pharrell Williams plagierer sig selv

Den succesfulde superproducer og -artist Pharrell Williams har en særlig måde at starte sine numre på. DRs musikekspert kalder det ”en klar signaturlyd”.

Pharrell Williams er 'hot shit' i musikbranchen, og han har været det længe. Den 41-årige musiker har produceret musik for sig selv og andre i halvdelen af sit liv, og måske har hitmageren en helt særlig skabelon for, hvordan han bygger sine numre op.

I hvert fald har musikbloggen Discopop undersøgt Pharrells bagkatalog, og noget kunne tyde på, at han vender tilbage til samme gamle trick, når han skal starte en sang. Han tager første beat fra sangen og looper det i en firetakters gentagelse, hvorefter beatet går i gang.

Pharrell har brugt denne skabelon i produktioner for kunstnere som Snoop Dogg, Kelis, Jay-Z, Shakira, Robin Thicke og selvfølgelig også i sine egne sange. Senest har musikeren brugt tricket med stor succes i sit kæmpehit fra i år, 'Happy'. Faktisk starter syv ud af ti numre på det nyeste album G I R L på denne måde.

En tydelig signaturlyd

Discopop har kunnet datere Pharrells lille trick helt tilbage til 1993, hvor musikeren arbejdede med pigegruppen SWV. DRs musikekspert Henrik Milling er ikke i tvivl om, hvorfor Pharrell så ofte vender tilbage til samme metode, når han skal starte en sang.

- Pharrell har en klar signaturlyd, og det virker. Hvis man startede et skodnummer på den måde, så virkede det selvfølgelig ikke. Der er en saying i musikbranchen: ”If you've got a style – don't hide it.” Prince dyrkede i en lang periode også sin egen signaturlyd, hvor han genbrugte en lille lyd. Og man vidste bare, at det var Prince, når man hørte det. Herhjemme har Fallulah for eksempel også dyrket klap – der er klap på alle hendes numre fra den første plade. Det er et gammelt trick, og man bliver glad, når man kan genkende kunstneren på en signatur.

Pharrell Williams gæster Danmark, når han spiller i Forum i København d. 12. september. Det officielle billetsalg startede i dag, men Billetnet melder allerede nu om udsolgt. I mellemtiden kan man more sig over Discopops sammenklip af Pharrell-hits, der alle starter på samme måde - uanset om man har billet til stjernens koncert i København eller ej.

Hør Pharrell gentage sig selv ved at klikke på billedet øverst i artiklen.