Årets absolutte topnavn på årets Roskilde Festival er i hus.
The Rolling Stones optræder på årets festival. Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.
Nogen decideret overraskelse er bookningen af Mick Jagger og co. ikke. De seneste par uger har rygterne om de legendariske musikere floreret på diverse danske netmedier og på de sociale medier.
- Vi blev overhalet af rygtebørsen i forrige uge, da en avis satte ord på et rygte, som havde ulmet på internettet gennem nogle uger. Siden da har vores telefonlinjer nærmest været blokeret af håbefulde fans, der slet ikke kan vente på en bekræftelse på, om rygtet virkelig er sandt. Nu har vi netop fået de nødvendige underskrifter på plads, så der er ingen grund til at holde på hemmeligheden længere, skriver Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén i pressemeddelelsen.
- Vi har drømt om det øjeblik
Det er første gang i syv år, at The Rolling Stones kommer til Danmark, og koncerten på Roskilde byder på et særligt gensyn for den britiske rockgruppe.
Roskilde Festivals tremastede Orange Scene var nemlig oprindelig udviklet til The Rolling Stones, og gruppen turnerede med den til deres europæiske turné i 1976.
I 1978 købte Roskilde Festival dugen, og siden har den været festivalens vartegn.
Anders Wahrén er begejstret for, at det lykkedes at få Rolling Stones til at optræde på deres gamle scene.
- Vi har i årevis drømt om det øjeblik, hvor vi fik mulighed for at genforene The Rolling Stones med Orange Scene på Roskilde Festival. Nu har de fået mod på at prøve kræfter med et festivalpublikum, så vi er vildt stolte over, at det er lykkedes os at få dem til Roskilde Festival, skriver han.
Koncert fyldt med gamle klassikere
Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts og Ronnie Wood kommer forbi Danmark i forbindelse med deres '14 ON FIRE'-turne, og ifølge pressemeddelelsen kan publikum godt gøre klar til fællessang foran Orange Scene.
Rolling Stones har nemlig lovet et show fyldt med klassikere som 'Gimme Shelter', 'Paint It Black', 'Jumping Jack Flash', 'Tumbling Dice' og 'It's Only Rock 'N' Roll', når de spiller på festivalen torsdag aften.