Engang var det største, der kunne ske for et band, at komme på forsiden af et musikmagasin.
Så var respekten, berømmelsen og pladesalget sikret.
Det amerikanske band Dr Hook & The Medicine Show sang en hel sang, 'The cover of the Rolling Stone' om - overraskende nok - ønsket om at komme på forsiden af det legendariske amerikanske magasin Rolling Stone.
Sådan er det ikke længere.
Musikmagasinerne er - ligesom de fleste andre trykte magasiner - i krise, og ifølge The Guardian sælger det legendariske musikmagasin NME nu kun 20.000 eksemplarer af hver udgivelse. Tidligere var det tal oppe på 300.000. Også musikmagasinet Q er gået fra 200.000 til 50.000 solgte magasiner.
Chefredaktør på magasinet Soundvenue, Nicolai Torp, mener, at de trykte musikmagasinerne har mistet deres position som stedet, hvor læserne kom med på noderne rent musikalsk.
- Tidligere læste man første gang om musikken og bands i de trykte musikmagasiner. Nu kan man inden et bands release høre musikken på nettet. Så hvis et musikmagasin skal spille en rolle, skal den ikke bare gøre opmærksom på ny musik, men også tilbyde læseren en ekstra dimension, siger han til DR Kultur.
Forsiden af magasiner lokker ikke mere
Musikmagasinernes lave læsertal gør bladene tæt på overflødige for musikerne og pladeselskaberne, mener musikredaktør på Berlingske, Lars Rix.
- Det går støt og roligt ned af bakke for musikmagasiner, som lukker ned et af gangen. For pladeselskaberne og for kunstnerne har det ikke særlig stor betydning at blive profileret i et musikmagasin. Det handler om at komme med på playlister på streamingtjenester som Spotify, så de kan få musikken spredt af den vej, siger Lars Rix til DR Kultur.
Dropper kun at skrive om musik
Ifølge Lars Rix er det let at forstå, hvorfor musikmagasinerne er i krise. Printmediet har sine naturlige begrænsninger, og det er umuligt at konkurrere med musiksider på nettet.
- Når man læser om et nyt band, så vil mange gerne høre musikken med det samme, og der har de digital medier jo en kæmpe fordel, for de kan bruge musikken direkte i deres journalistik.
Derfor handler det for musikmagasinerne, der gerne vil overleve, om to ting, mener Lars Rix. At opruste digitalt, som NME også har gjort, og at droppe kun at skrive om musik.
- Flere og flere musikmagasiner begynder at bevæge sig hen på flere og flere områder, de tager andre stofområder og temaer ind og minder på den måde mere om livsstilsmagasiner for at få en længere levetid, siger han.
Soundvenue opgraderer på web
Soundvenue er et af de magasiner, der udvider sit stofområde. Oprindelig handlede magasinet i sin trykte form kun om musik, men i dag dækker det også mode og har netop ansat en filmredaktør.
Samtidig har Soundvenue sat ekstra kræfter ind på den online dækning.
- Vores læsertal har de seneste år været ret stabile på print, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan se i hvilken retning det går. Vi har opgraderet voldsomt online og har også oplevet en voldsom fremgang, siger chefredaktør Nicolai Torp til DR Kultur.
Begyndelse på enden for NME
De pauvre salgstal for NME er begyndelsen på enden, mener Lars Rix. Hans bud er, at magasinet lukker inden for de næste par år, og at det samme vil ske for mange andre musikmagasiner. Men selv om meget musikjournalistik nu ligger gratis tilgængeligt på nettet, kommer han alligevel til at savne magasinjournalistikken.
- Når musikmagasinerne lukker, går vi, som er musikinteresserede, glip af nogle gode ting. Blade som NME eller Rolling Stone har historier, der er store og perspektiverende på en anden måde, end de hurtigere nyheder, man læser på nettet, siger han.