Napster og Spotify i aggressiv kamp om kunderne

De globale musikstreamingtjenester er i gang med en særdeles aggressiv kamp om kunderne. Og det kommer formentlig til at koste de mindre tjenester livet.

Milliarderne ruller ind over industrien for musikstreaming. Derfor kæmper de globale spillere som Spotify og Napster en aggressiv kamp om magten. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix)

Verdens én milliard brugere af Facebook er potentielle kunder. Og musiktjenesten skal være tilgængelig i din bil, i dit køleskab, på dit fjernsyn og hvor ellers, der kan placeres en højtaler.

Sådan lyder ambitionen fra Spotify og de andre globale musikstreamingtjenester, der er i gang med en aggressiv kamp om kunderne. En kamp, som koster milliarder af kroner.

Særligt da Napster annoncerede sin tjeneste på det danske marked for en lille måneds tid siden, blev Danmark en del af den globale kamp om kunderne.

De to kæmper allerede i USA, hvor der også findes en tjeneste som Pandora. Også mastodonterne Google og Apple har meldt sig ind i kampen.

En aggressiv kamp

Og fordi der stadig er mange lande og mennesker, der slet ikke streamer musik endnu, er det nu, alle med globale ambitioner skal sætte ind.

Det fortæller Jon Irwin, som er chef for amerikanske Rhapsody International, der ejer Napster.

- Verden rykker generelt henimod streaming med flere og bedre smartphones og iPads på markedet. Og kraftfulde netværk.

- Og i ethvert system, der udvider, vil der altid være meget aggressive forretningsmodeller, som går efter at erobre markedsandele. Og Napsters fokus vil være at erobre markedsandele meget aggressivt, siger Jon Irwin til DR Kultur.

Napster udvidede i begyndelsen af juni deres forretning fra to til 16 europæiske lande, og tjenesten går ligesom Spotify efter den almindelige forbruger.

Men derudover går Napster også meget bevidst efter sponsorer, som til gengæld får mulighed for at tilbyde Napster til deres kunder.

Allerede nu arbejder Napster sammen med BMW og Ford i Tyskland, men sponsorer kan også være fagforeninger eller butikskæder, der kan sælge tjenesten sammen med et medlemsskab eller andre varer.

Vækst, vækst, vækst

Spotify er indtil videre verdens ledende musikstreamingtjeneste, og selv om selskabet på blot fem år er gået fra at være en lokal tjeneste i Sverige til at være i 28 lande og have 24 millioner brugere, stopper det langt fra her.

Det fortæller chefen for Spotify i Europa, Jonathan Forster.

- Vi vil bare gerne blive ved med at gro. Hvis vi havde muligheden for at gro endnu hurtigere, så ville vi gøre det uden at blinke. Vi tror på, vi kan tjene penge på den her model, men lige nu er vi meget fokuseret på at vokse, siger Jonathan Forster til DR Kultur.

Overskuddene udebliver

Netop evnen til at tjene penge er interessant i det hæsblæsende ræs for at erobre markedsandele. Trods en industri med milliarder af kroner i omsætning kaster den nemlig ikke store overskud af sig endnu.

Da Spotifys regnskab fra 2010 og 2011 blev lækket til Wall Street Journal og ComputerSweden, viste de nemlig trecifrede millionbeløb i underskud. Bare for 2011 var underskuddet på 338 millioner kroner ud af en omsætning på 1,4 milliarder kroner.

Og Spotify taber penge på langt de fleste af deres kunder.

18 ud af de 24 millioner brugere vælger nemlig at lytte til reklamer frem for at betale for et abonnement, og ifølge regnskaberne indbringer hver af de kunder kun ti kroner i kassen, mens betalingsabonnenterne lægger godt 500 kroner.

Vejen til fremtiden?Men det er en del af strategien for at få flere ind i folden og komme ud til enhver afkrog i verden, siger Spotify-chefen.

- Vi kunne sige, vi var glade for at være i Norden og sikkert også sige, vi havde vundet. Men målet har altid været at bygge noget, som alle i verden bruger. Og det er dyrt, siger Jonathan Forster.

- Men [vi mener], vi er med til at bygge vejen til fremtiden, og det koster meget, meget betydelige beløb. Så vi ser det som en investering.

Udrydning af de mindre spillere

Napsters øverste chef Jon Irwin er også indstillet på at rulle millioner af dollars ud de kommende år. Og selv om der er tale om en masse milliarder og store problemer med at lave en rentabel forretning, er han ikke bange for et nyt brist, som det, der skete med it-boblen i 2000-2001.

- Men jeg tror, de mindre spillere, som ikke er oppe på samme størrelse som Napster, vil få det meget hårdt med at overleve på markedet, som bare bliver ved med at accelerere, siger Jon Irwin.

Dermed spår han ikke nogen stor fremtid for de tjenester, som holder sig til et mindre marked såsom det danske.

- Jeg tror ikke nødvendigvis, du kommer til at se et brist, men du kommer til at se en aggressiv konsolidering omkring vinderne på det globale marked.

Ingen snak om fremtidens overskud

Napsters europæiske chef siger, at Napster har et mål om at have overskud på den europæiske forretning om et år, men hvornår hele forretningen skal give overskud, vil hverken han eller Jon Irwin ud med.

Det samme gælder for Spotify, som ikke vil ind på, hvor lang tid selskabet kan holde til aggressive milliardinvesteringerne uden at høste overskud.

- Vi forsøger os at holde os fra forudsigelser, fordi tingene i den her branche går bare så hurtig, siger Jonathan Forster.

- Hvis du giver den slags guidelines, hegner du bare dig selv ind.

Ingen af de to tjenester vil oplyse, hvor mange abonnenter de har. Men Napster oplyser, Danmark er det land, som sammen med Norge og Holland har været mest villig til at tage imod den nye tjeneste her på den første måned.

En undersøgelse fra før lanceringen af Napster viser, at 60 procent af de danske kunder bruger Spotify.

?