- Vi er kede af den afgørelse, der er kommet. Det er faktisk en afgørelse, der er med til at pille ved kildebeskyttelsen i Danmark.
Sådan siger Lars Werge, næstformand i Dansk Journalistforbund, efter Østre Landsret fredag afgjorde, at politiet gerne må bruge beslaglagte dokumenter, harddiske og it-udstyr fra Aller Medier i deres efterforskning i den såkaldte Se og Hør-sag.
I første omgang skal retten se materialet igennem, før politiet kan få lov at bruge det i efterforskningen. Det skal sikre, at politiet ikke bruger materiale, der handler om andet end sagen om Se og Hør, hvor en række tidligere ansatte på ugebladet er sigtet for blandt andet bestikkelse.
- Det er klart, at i den konkrete sag, der må vi få opklaret, hvad der er sket. Det har vi som sådan ikke nogen problemer med, men at der så måtte komme andre ting frem, det ville være en forfærdelig ærgerlig konsekvens, og det vil have nogle effekter på lang sigt, som vi er meget kede af, siger Lars Werge til DR Nyheder.
Frygter politiet vil misbruge viden
Selvom det første gennemsyn af oplysningerne i det beslaglagte materiale skal ske i retten, så oplysninger der ikke har noget at gøre med Se og Hør-sagen bliver siet fra, så frygter Lars Werge og Dansk Journalistforbund alligevel, at oplysningerne vil blive misbrugt.
- Jamen når man har fået en viden, så er det svært at glemme den igen. Hvis politiet får nys om nogle andre sager, så er det jo sådan, at så må de godt bruge det til at indlede en undersøgelse. De må ikke anvende det som bevis, men de må gerne tage udgangspunkt i det, som de har set, siger Lars Werge.
Det kan vi journalister måske godt forstå, men alle andre vil vel tænke, at hvis der dukker noget andet op, som kan føre til, at en kriminel sag bliver afsløret - hvorfor er det så ikke godt?
- Nogle gange har vi jo erfaret, at det kan være nødvendigt at gå på kompromis med sin egen lovlighed for at få nogle ting frem i lyset, som har en endnu større konsekvens.
Forskel på journalistik?
Ifølge mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, så har landsretten i sin afgørelse valgt at skelne til, hvilken type journalistik Se og Hør laver. Han mener ikke, at sagen kan bruges som en principiel afgørelse, fordi sagen er så unik.
- Det handler om, at kildebeskyttelsen ikke har ikke særlig vægt, når det handler om at afsløre privatliv for at underholde, siger Oluf Jørgensen.
Men sådan kan man ikke gøre det op, siger Lars Werge.
- Det synes jeg ikke, fordi det efterlader det kæmpe store spørgsmål om, hvornår journalistikken er vigtig og rigtig nok til, at man kan løfte en kildebeskyttelse - og hvornår er den det ikke, og man dermed kan risikere at blive underlagt diverse undersøgelser, spørger Lars Werge
Aller Media oplyser fredag aften i en pressemeddelelse, at man vil ansøge Procesbevillingsnævnet om at få sagen prøvet ved Højesteret. Samtidig har Aller Media bedt landsretten om at tillægge ansøgningen opsættende virkning, skriver Ritzau.