Endnu en tidligere chef på Se og Hør er sigtet

Tidligere nyhedschef Lise Bondesen er den seneste sigtede i sagen om Se og Hørs brug af ulovlig kilde.

Lise Bondesen, til venstre i billedet, ses her på et billede fra sin tid på Se og Hør. Nummer to fra venstre er tidligere chefredaktør på Se og Hør Kim Henningsen, der også er sigtet i sagen. (Foto: © Mads Nissen, Scanpix)

Tidligere nyhedschef på Se og Hør, Lise Bondesen, er blevet sigtet for sin rolle i Se og Hør-sagen.

Det bekræfter hendes advokat Christian Riewe overfor DR Nyheder.

- Vi var ude ved politiet i dag, og der kom en sigtelse og endnu en afhøring, siger han.

Ikke nogen overraskelse

Lise Bondesen bliver dermed den ottende person, der sigtes i sagen, og det kom ikke bag på advokaten.

- Mens hun stadig var ansat på Ekstra Bladet skrev hun om, at hun kendte til den hemmelige kilde i et vist omfang. Så det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at hun nu bliver sigtet, siger Christian Riewe.

Han forventer derimod ikke en snarlig tiltale mod Lise Bondesen.

Mit indtryk fra politiet er, at der forestår et stort efterforskningsarbejde, så jeg forventer ikke noget nu og her, siger han.

Benyttede ulovlig kilde

Se og Hør sagen begyndte i slutningen af april med tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussens udgivelse af bogen 'Livet, det forbandede'.

Ud fra denne kunne BT fortælle, at bladet i årevis havde benyttet sig af en hemmelig kilde, siden kendt som tys-tys-kilden, der havde leveret kendtes bankoplysninger til ugebladet.

Siden er altså otte personer blevet sigtet. Heriblandt tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen.

Desuden er Aller Media blevet sigtet som en såkaldt juridisk person.