Ken B. Rasmussen, forfatter til bogen 'Livet det forbandede' om Se og Hør-skandalen, har i dag været til samtale på Aller om sin rolle i sagen om den såkaldte tys-tys kilde.
- Jeg var overrasket over, at de indkaldte mig, men jeg tænkte, at selvfølgelig, hvis jeg kan hjælpe, så gør jeg gerne det, forklarer han.
Ingen krav om offentliggørelse
Forud for mødet modtog han en indkaldelse per brev, og i den fastslås det, at Aller Koncernen ikke forpligter sig til at offentliggøre undersøgelsen ligesom de involverede, der har afgivet forklaring, heller ikke kan få hele konklusionen at se, blot de dele, hvor de selv direkte medvirker.
Derudover forbeholder Aller Koncernen sig ret til at offentliggøre delkonklusioner af selve undersøgelsen.
Det afsnit i brevet både bekymrer og overrasker Ken B. Rasmussen.
- De vil så kunne tage de dele, der taler for, at direktionen intet vidste og offentliggøre dem og så lade de dele, der viser, at brugen af den hemmelige kilde var noget, der gik helt op i direktionen af Aller og begrave de oplysninger, siger han.
Undersøgelsen er ubrugelig
Professor i forvaltningsret Sten Bønsing vil ikke blive overrasket, hvis Aller ikke offentliggør undersøgelsen, selvom den er stort slået op som en 'uvildig undersøgelse', hvor advokaterne har 'frie hænder'.
- Private virksomheder er ikke underlagt almindelig saglighedsprincipper, og selvom undersøgelsen af Aller slås stort op af Aller koncernen som et forsøg på at gøre hovedrent, så er der juridisk ikke noget i vejen for, at de ikke lægger tingene frem - de kan i princippet gøre, hvad de vil med undersøgelsen.
- Hvis man er pessimistisk så kan man sige, at sådan en undersøgelse ikke kan bruges til noget som helst, siger han.
Bestyrelsesformand trak sig
Da Kommisoriet for undersøgelsen forelå trak den daværende bestyrelsesformand i Allerfonden, professor Linda Nielsen, sig.
Hun har sidenhen været tavs om årsagen, men fastslog i en pressemeddelelse, at det skyldtes at hun ikke følte sig sikker på at man fremadrettet kunne sikre, at ulovlig brug af kilder ikke kunne ske igen.
Dr.dk har været i kontakt med Linda Nielsen her til aften, men hun ønsker ikke at uddybe sine kommentarer til, hvorfor hun forlod bestyrelsesposten inden konklusionen på undersøgelsen.
Det har tirsdag aften ikke været muligt at få en kommentar fra Aller Koncernen.