Ransaget forlægger: De tog telefoner og harddisk

Manden bag udgivelsen af den bog, der fik Se og Hør-sagen til at rulle, fik onsdag beslaglagt både telefoner og harddisk af politiet.

Forlægger Johnny Staun fra Bogkompagniet blev præsenteret for en ransagningskendelse af to politibetjente. (Foto: © Privat)

Klokken var ikke mere end 7.15 i morges, da forlægger Johnny Staun fra Bogkompagniet blev præsenteret for en ransagningskendelse af to politibetjente.

Besøget hos manden bag udgivelsen af den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussens roman "Livet, det forbandede" er en del af efterforskningen af den alvorlige sag om læk af kendte og kongeliges kreditoplysninger til ugebladet.

- De var nu meget flinke. De spurgte, om jeg havde noget dokumentation, og det sagde jeg nej til. Så rodede de alt igennem, alle mine mapper, også regnskabsmapper. Og så tog de både telefoner og harddisk. Min søn blev lidt bange, men vi er ok nu, siger han til DR Nyheder.

Staun udgiver kontroversielle bøger

Forfatteren og tidligere Se og Hør-journalisten Ken B. Rasmussen er sammen med Aller Media A/S og en anden journalist blevet sigtet for deres rolle i Se og Hør-sagen om videregivelse af personfølsomme oplysninger.

På spørgsmålet om, hvorvidt Ken B. Rasmussen vil fremlægge dokumentation, svarer Johnny Staun:

- Hvis han bliver tvunget til det, så må vi jo se på det.

Johnny Staun er kendt for at udgive kontroversielle bøger på sit enmandsforlag Bogkompagniet.

Der er blandt andet tale om den tidligere fodboldmålmand Arek Onyszkos selvbiografi, bogen om DR's tidligere generaldirektør Kenneth Plummer og biografien "Miss Sunshine" om Caroline Wozniacki, har alle skabt et stort postyr ved deres udgivelse.