Allerfonden: Vi har fuld tillid til Se og Hør-undersøgelse

Allerfonden har tillid til den eksterne undersøgelse af Se og Hør-sagen, lyder det, efter at Linda Nielsen tidligere i dag valgte at gå som formand.

Allerfonden har tillid til den Se og Hør-undersøgelsen, selv om formanden for bestyrelsen tidligere i dag forlod sin stilling og kritiserede undersøgelsen for ikke at være dækkende nok. (© Scanpix)

Allerfonden udtaler i en pressemeddelelse, at der er fuld tillid til undersøgelsen og skriver, at man står uforstående over for juraprofessor Linda Nielsens begrundelse for at trække sig som formand for fonden.

Tidligere meddelte Linda Nielsen, at Aller Medias egen undersøgelse af Se og Hør-sagen bør omfatte "væsentligt flere forhold, end der på nuværende tidspunkt er lagt op til".

Og da der i bestyrelsen ikke var enighed om det forslag, valgte Linda Nielsen derfor at trække sig.

Fonden har ingen indflydelse

- Fonden har ingen mulighed for at have indflydelse på den eksterne uvildige undersøgelse, der er igangsat af Aller Media A/S, hvor advokat Henrik Stagetorn har frie hænder til at undersøge og afdække absolut alle væsentlige forhold, som er relevante for sagen, lyder det i pressemeddelelsen.

Fonden skriver endvidere, at de ikke forstår Linda Nielsens begrundelse for at trække sig som formand, fordi fondens primære formål er at foretage uddeling til forskellige formål.

- Fonden ikke er involveret i driften af Aller-koncernen. Derfor har fonden ingen indsigt i eller reel indflydelse på Se og Hør, som Linda Nielsen selv har udtalt til medierne tidligere på ugen.

Linda Nielsen informerede først Allerfondens bestyrelsen om sin fratrædelse som formand få minutter før, hun sendte en pressemeddelelse ud.