Se og Hør-skandale: Allers udgiverdirektør fremrykker barsel

Udgiverdirektør i Aller har fremrykket sin barselsorlov af hensyn til Allers undersøgelse af Se og Hør-sagen.

Per Ingdal er i Se og Hør-sagen blevet beskyldt for at kende til ugebladets hemmelige tys-tys-kilde. (Foto: © Marie Ravn Nielsen, DR)

Per Ingdal, der er udgiverdirektør i Aller Media, har valgt at fremrykke sin barselsorlov af hensyn til undersøgelsen af Se og Hør-sagen.

Det skriver Aller i en pressemeddelelse.

- Det er utrolig vigtigt for mig, at den uvildige undersøgelse af Se og Hør, som advokat Henrik Stagetorn og PwC foretager, bliver så uangribelig som overhovedet muligt, og derfor har jeg i dag talt med administrerende direktør Pål Thore Krosby om, at jeg fremskynder min planlagte barselsorlov med et par uger, således at den træder i kraft i dag, siger Per Ingdal ifølge en pressemeddelelse.

Per Ingdal, der tidligere har været redaktør på Se og Hør, mens den såkaldte tys-tys-kilde blev brugt, er blevet beskyldt for at kende til brugen af kilden.

Hensyn til undersøgelse

Administrerende direktør i Aller Media, Pål Thore Krosby, bekræfter, at han er blevet enig med Per Ingdal i, at han skulle fremrykke sin barsel et par uger og dermed gå på orlov fra i dag.

- Der er ikke kommet nye oplysninger frem i sagen, der har haft indflydelse på denne beslutning, men den er alene foretaget, fordi Per Ingdal i en kort periode fra den 31. december 2008 til den 15. juni 2009 har været konstitueret chefredaktør for Se og Hør og af hensyn til den eksterne uvildige undersøgelse, siger Pål Thore Krosby ifølge pressemeddelelsen.

Advokat Henrik Stagetorn, der sammen med revisor Mikkel Sthyr står bag Aller-undersøgelsen af Se og Hør-sagen, fortæller til DR Kultur, at han ikke var bekendte med, at Per Ingdal nu går på orlov.

Han tilføjer, at man i slutningen af næste uge kan give en tidshorisont på, hvor lang tid undersøgelsen vil komme til at vare.

Siden sagen begyndte, er syv medarbejdere på Se og Hør sendt hjem. Desuden er to ansatte på Billed Bladet, som tidligere har arbejdet på Se og Hør, også sendt hjem.