VIDEO Henrik Qvortrup spurgte til bogen, inden den blev udgivet

Folk får ikke lov til at røvrende 'Sønderjyden', uden at det får konsekvenser på et eller andet tidspunkt. Det fortæller forfatteren bag den meget omtalte Se og Hør-bog.

Ken B. Rasmussen er forfatter til bogen "Livet, det forbandede", som har skabt en massiv debat på grund af dens afsløringer af kreditkortovervågning af kendte danskere foretaget af en medarbejder med tilknytning til Nets for ugebladet Se og Hør.

Michael Jeppesen har i den seneste uge fulgt i hælene på Ken B. Rasmussen for at finde ud af, hvad der gemmer sig bag både forfatteren og bogen.

Henrik Qvortrup spurgte til bogen

På et tidspunkt spørger Michael Jeppesen Ken B. Rasmussen, om han har talt med hans tidligere chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvotrup, som efter bogens afsløringer har måttet trække sig fra sin rolle som politisk kommentator på TV 2.

- Han ringede for tre uger siden, for han havde hørt et eller andet om, at der muligvis kom en bog, og om det var mig, og der kunne jeg bare sige "næh, det kender jeg ikke noget til".

- Sagde du det?

- Ja, vi havde en klar plan om, at der ikke var nogen, der skulle vide noget, før bogen var klar.

- Så han har ikke sendt dig en sms nu?

- Nej, men han sendte mig godt nok en besked på Facebook.

- Hvad skrev han?

- "Hej Ken. Jeg glæder mig til at læse din bog. Bedste hilsner, Henrik".

- Hvordan tror du, at han har det nu?

- Han har det vel ikke så godt, ser det ud til, svarer Ken B Rasmussen, inden de to skifter emne.

Hele historien kan ses på DR2, når programmet "Michael Jeppesen møder... Ken B. Rasmussen" ruller over skærmen tirsdag aften klokken 21.45, og i videoen i toppen af artiklen kan du få en smagsprøve på programmet.

Tidligere ansat under Qvortrup

Ken B. Rasmussen begyndte på Se og Hør, da Henrik Qvortrup var chefredaktør på bladet. I et interview med DR har forfatteren forklaret, at han ikke har et eneste dårligt ord at sige om sin tidligere chef.

- I min roman bliver en chefredaktør omtalt som den skaldede hævner. Han bliver kun omtalt rosende og i retrospekt har jeg kun rosende ord at sige om Henrik Qvortrup. Han var min klart bedste chef, og jeg har intet imod ham, siger han.

De seneste dage er det kommet frem, at Henrik Qvortrup i sin tid på ugebladet muligvis spillede en rolle i den overvågning af kendtes, politikeres og kongeliges bankoplysninger, det nanklages for i den nye bog "Livet, det forbandede".

Det fik TV 2's nu tidligere politiske kommentator til at stoppe på tv-stationen. Han forklarede efterfølgende i en pressemeddelelse, at han som chefredaktør skrev under på honorarer og refunderede regninger for mange kilder - måske også den såkaldte tys-tys-kilde.

Derudover har han bekræftet, at han har hilst på kilden, men at han ikke vidste, at kilden fik sine oplysninger på ulovlig vis.

Risikerer flere fyringer

Henrik Qvortrups rolle i sagen er altså fortsat ikke belyst fuldstændigt. Hvis påstandene viser sig at være rigtige, så kan den dog også vise sige at få konsekvenser for to af hans andre journalistiske virker.

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har han hidtil fungeret som censor, men hvis Henrik Qvortrup har haft kendskab til en hemmelig kilde har skolens rektor, Jens Otto Kjær Hansen, tidligere udtalt, at han ikke kan fortsætte i sin rolle.

Chefredaktør på Euroman, Kasper Steenbach, har ligeledes gjort det klart, at der endnu ikke er taget stilling til, om Henrik Qvortrup fortsat kan arbejde for magasinet.

DR har været i kontakt med Henrik Qvortrup her til aften. Han har "ingen kommentarer" til historien.