Se og Hør valgte onsdag aften at sende syv medarbejdere hjem på ubestemt tid i forbindelse med den verserende sag, hvor bladet er anklaget for at have brugt ulovlige metoder for at finde frem til kendte menneskers bankoplysninger.
De syv personer er blevet bedt at blive hjemme fra arbejde, fordi de har været enten afsender eller modtager på mails omkring den hemmelige kilde, der angiveligt skulle have leveret de ulovlige oplysninger.
- Der var syv navne, som figurerede i de mails, som kredser omkring en kreditkortkilde, siger chefredaktør Niels Pinborg til TV Avisen.
Ikke en straf
Ingen af de påståede ulovlige midler er blevet bevist, og chefredaktøren understreger også, at de syv personer ikke straffes for noget.
- Vi vælger at tage konsekvensen af, at de står i de mails, for alene mistanken om, at de er involverede betyder, at de ikke kan udføre deres arbejde, siger Niels Pinborg.
- Det eneste, vi ved, er, at de har sendt eller modtaget en mail, og det er ikke nødvendigvis verdens største forbrydelse. Nu skal vi have kastet lys over, hvad der er sket.
Flere medier sendt journalister hjem
Selvom intet er bevist i sagen, har den haft konsekvenser mange steder i det danske medielandskab. Udover de syv journalister på Se og Hør har Billed-Bladet sendt to journalister hjem, Ekstra-Bladet en enkelt og så har Henrik Qvortrup sagt sit job som politisk kommentator op på TV2.
Alle de personer arbejdede på Se og Hør i årene 2008-2012, hvor den ulovlige overvågning skulle have fundet sted.
- Jeg håber sandelig, at Se og Hør kan overleve den her sag. Vi gør, hvad vi kan for at holde humøret oppe, men det er da hårdt lige nu, fortæller Niels Pinborg.