OVERBLIK Her er hovedpersonerne i Se og Hør-sagen

Syv personer med tilknytning til Se og Hør skal have været en del af den påståede overvågning af kendte danskeres kreditkort-oplysninger.

Det glitrede ugeblad Se og Hør er endt i en sand mediestorm efter anklager om, at de har brugt lækkede personfølsomme oplysninger om kendtes brug af kreditkort. (Foto: © Marie Ravn Nielsen, DR)

Se og Hør er kendt for at gå til stregen i deres dækning af de kendte og kongelige.

Men nu anklages ugebladet for at gå over stregen, da de angiveligt har brugt personfølsomme oplysninger om de kendtes brug af kreditkort. Oplysninger der blev lækket af den såkaldte tys-tys-kilde, der var ansat i PBS, det nuværende Nets.

Indtil videre har historierne ført til en politianmeldelse mod ugebladet, en intern undersøgelse ledet af den kendte advokat Henrik Stagetorn, og tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup valgte tirsdag at opsige sit job på TV2.

Inde på Se og Hør har chefredaktør Niels Pinborg nægtet, at det glitrede magasin skulle bryde loven. Men en række tidligere og nuværende medarbejdere bliver dog udpeget for at have spillet en rolle i de lyssky aktiviteter.

Vi har samlet de vigtigste af dem her.

Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup

Henrik Qvortrup var chefredaktør for Se og Hør fra 2001 og frem til 2009.

Her var han manden, der introducerede brugen af paparazzi-metoder på ugebladet. Henrik Qvortrup har nægtet ethvert kendskab til brud på loven, men har erkendt at have mødt tys-tys-kilden, der lækkede de følsomme kreditkortoplysninger til Se og Hør.

- Min viden om denne kilde var, at han i flere tilfælde var i stand til at levere korrekte oplysninger til bladet. Derfor attesterede jeg udgiftsbilagene, når de blev præsenteret af journalisterne, som jeg forstod havde kontakt til kilden, sagde han via en pressemeddelelse tirsdag.

Idag anklager BT gennem anonyme medarbedere Qvortrup for at stå bag tilknytningen af kilden. Henrik Qvortrup selv har ikke ville kommentere denne oplysning over for DR Nyheder.

- Jeg har ikke noget at sige, siger han i dag.

Tidligere chefredaktør Per Ingdal

Per Ingdal var chefredaktør på Se og Hør i perioderne november 2008 til juni 2009 samt juni 2013 til september 2013.

Per Ingdal trak sig fra sin post som udgiverdirektør i Aller Media, der står bag udgivelsen af Se og Hør, den 20. juni.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Per Ingdal i forhold til anklagerne om brug af ulovlige metoder i hans tid som chefredaktør.

Tidligere chefredaktør Kim Henningsen

Kim Henningsen har indtil videre ikke ønsket at kommentere på anklagerne.

Ifølge bogen skulle han angiveligt have overtaget gruppen, men samtidig været mere nervøs ved den lyssky praksis end Henrik Qvortrup.

Det er i følge BT formentlig under Kim Henningsens tid som chefredaktør, at samarbejdet med tys-tys kilden standses. Det sker angiveligt i 2012, hvor journalisten Ken B. Rasmussen, der nu tager hævn over Se og Hør med sin bog, også fyres.

Kim Henningsen stoppede som chefredaktør på Se og Hør i juni 2013 efter at have været sygemeldt igennem længere tid.

Tidligere nyhedschef Lise Bondesen

I bogen fremgår det, at Se og Hørs tidligere nyhedschef Lise Bondesen var med i den gruppe af medarbejdere, der havde kendskab til aftalen med tys-tys kilden.

Den nu tidligere nyhedschef skulle desuden have opfordret Kim Henningsen til at fortsætte samarbejdet med kilden, efter denne overvejede t bremse det ovenpå News of the World-skandalen i Storbritannien i 2011.

Hun arbejder i dag som redaktionschef på Ekstra Bladet, og selvom hun angiveligt skulle have været indblandet i og været bekendt med aktiviteterne, har avisens chefredaktør Poul Madsen fortsat tiltro til sin medarbejder, siger han til BT:

- Lise har passet sit arbejde rigtig godt, og jeg har fuld tiltro til hende.

Lise Bondesen blev 27. juni sigtet af politiet for sin rolle i sagen.

- Sigtelsen var forventlig. Jeg forholder mig ikke til det juridiske i sigtelsen, men jeg står ved det, jeg har sagt i Ekstra Bladet, sagde hun ved lejlighed til DR Nyheder.

Redaktionschef Kim Bretov Jakobsen

I bogen fremgår det, at chefredaktøren eller Kim Bretov Jakobsen (Kim Bartov i bogen) signerer og godkender angiveligt alle bilagene, som Se og Hør bruger til at betale kilden.

I dag er Kim Bretov Jakobsen stadig ansat på Se og Hør, men han ønsker ikke at udtale sig til DR Nyheder.

- Det hænger sammen med, at vi har en politik om, at det kun er chefredaktøren, der udtaler sig om sagen. Så jeg hverken kan eller vil udtale mig, siger han.

Journalist Kasper Denager Kopping

Kasper Kopping skulle angiveligt være en af de journalister, der var en del af gruppen, der arbejdede med tys-tys-kildens oplysninger.

Journalisten, der stadig er ansat på Se og Hør, står blandt andet bag den artikel, der afslørede at prins Joachim og prinsesse Marie tog på bryllupsrejse til Canada. En historie, der angiveligt er baseret på et læk fra tys-tys-kilden.

Overfor BT afviser Kasper Kopping at have gjort noget bag ryggen på sine redaktører.

- Alt hvad jeg har foretaget mig i min Se og Hør-tid, det er noget, jeg er blevet bedt om af mine chefredaktører, siger han.

Kasper Kopping blev fyret 27. juni som følge af den interne undersøgelse, Aller foretog i Se og Hør.

Journalist og forfatter Ken B. Rasmussen

I 2012 bliver Ken B. Rasmussen fyret som journalist på Se og Hør. Han har i forbindelse med udgivelsen af bogen udtalt, at der blandt andet er et hævnmotiv bag romanen.

Ken B. Rasmussen var selv en del af den gruppe, der havde kendskab til og brugte tys-tys-kildens oplysninger til at skrive artikler ud fra.

Han har desuden oplyst, at han vil gøre sin borgerpligt, hvis han bliver kontaktet af politiet.