Det er ikke så lidt, den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen har sat i værk med sin kommende roman 'Livet, det forbandede' om sin tid som journalist på ugebladet.
Nets er i gang med en undersøgelse, politiet undersøger beskyldningerne om læk af private kreditkortoplysninger til bladet, og flere partier ønsker justitsminister Karen Hækkerup på banen.
Så hvordan tager forfatteren selv hele polemikken omkring bogen? Han følger det hele med et lille smil på læben, siger han til P3 Nyheder. Han ønsker dog ikke at røbe for meget om indholdet.
- Bogen er skrevet som en roman og thriller, så indtil videre synes jeg, den skal have lov til at stå som det, uden at den skal faktatjekkes af mig, siger Ken B. Rasmussen.
"Det er bestemt ikke usandsynligt"
I første omgang har forfatteren bekræftet i B.T., at hans historie om en tv-kendis, der arbejdede som prostitueret, er "hundrede procent sand".
Da P3 Nyheder spørger, om andre af bogens historier er taget direkte fra virkeligheden, lyder svaret:
- Lad mig sige det på den her måde: Det er bestemt ikke usandsynligt.
IT-specialist som arbejdsredskab
Han beskriver overfor DR - med udgangspunkt i sin roman - hvordan en it-specialist havde adgang til kreditkortoplysninger på alle danskere, og hvordan Se og Hør kunne bruge det til at finde historier om kendisser, kongelige og toppolitikere.
- Som det også beskrives ganske fint i romanen, så kunne Sønderjyden (hovedkarakteren i bogen, red.) og de andre journalister bruge det som et arbejdsredskab, hvor du ved, hvor folk er på et hvert givent tidspunkt, siger forfatteren.
Hvis kendte derfor mellem 2008 og 2012 undrede sig over, hvordan Se og Hør kunne finde dem på en øde feriedestination i udlandet, så kan samarbejdet mellem it-specialisten og Se og Hør meget vel være svaret, antyder forfatteren.
Sag i Storbritannien lukkede tabloidavis
Han afviser både at have ønsker om at tryne eller skåne sin tidligere arbejdsplads - alligevel ser han kun én vej for bladet, hvis skandalen - som han selv har sat i gang - holder vand:
- Mon ikke der sker det, der skal ske. Hvis det, der står i bogen om overvågning og sladderblade viser sig at være 100 procent fakta, så er det jo News of The World gange 10, siger han og hentyder til overvågningssagen fra Storbritannien, hvor tabloidavisen News of The World måtte lukke.
Nu peger pilen - måske - på et dansk medie:
- Rupert Murdochs imperium stod og vaklede på kanten. Nu har vi så et stort dansk forlag, der har et stort dansk sladderblad. Så spørgsmålet er, om de kan løbe fra det, siger Ken B. Rasmussen.
Bogen 'Livet, det forbandede' udkommer tirsdag den 29. april.