Da urolighederne i Ukraine begyndte, iførte journalisterne sig gule og orange veste, når de rapporterede fra oprøret.
Så vidste politiet, at der var tale om pressefolk, og at de ikke skulle angribe dem.
I dag tager journalisterne ikke længere vestene på.
Det fortæller den ukrainske journalist Anna Korbut, der arbejder for The Ukranian Week, en engelsktalende avis.
- Det endte med at betjentene gik direkte efter dem, der havde de gule og orange veste på. I dag er journalister med kamera og optageudstyr et mål for betjentene, fordi de kan rapportere om betjentenes handlinger. Derfor skyder betjentene bevidst mod journalisterne, siger hun til DR Kultur.
Skyder på demonstranter bag barrikader
Mindst 50 demonstranter og 10 betjente er blevet dræbt under urolighederne ved Uafhængighedspladsen i Kijev i løbet af de seneste par dage. Derudover er en journalist blevet dræbt, mens han var vej hjem fra Uafhængighedspladsen.
Blandt Anna Korbuts kollegaer er to journalister blevet såret; en blev skudt i hovedet af en gummikugle, og den anden blev alvorligt tævet af politiet.
- Det har aldrig været nemt at arbejde som journalist i Ukraine, men det er virkelig farligt nu. Der er snigskytter på tagene, som skyder mod demonstranterne, der er forskanset bag barrikaderne - og at være journalist giver dig ingen form for sikkerhed, siger hun til DR Kultur.
- Vi har brug for international opmærksomhed
I øjeblikket befinder Anna Korbut sig i udkanten af Kijev, hvor hun er i færd med at skrive artikler om urolighederne til The Ukrainian Week. Hun håber, at nyhederne når det internationale samfund.
- Vi bliver nødt til at få informationer ud om, hvad der sker her, og vi har brug for en masse international opmærksomhed. Vi bliver angrebet af vores eget politi og regering, og der er ingen steder at søge beskyttelse, siger hun.
Anna Korbut håber at kunne komme tilbage til Uafhængighedspladsen senere i dag, men det er ikke nemt at bevæge sig mod pladsen.
Regeringen har lukket metroen, ligesom alle veje, der fører mod centrum af byen, er blevet spærret af.
P1s program 'Klubværelset' har været i Kijev, hvor de blandt andet har fulgt Anna Korbut. Du kan lytte til programmet her.