Kritikramt forsker skal stadig rådgive Politikens læsere om sundhed

Selv om professor og brevkasseredaktør på Politiken Bente Klarlund i går fik stemplet dele af sit videnskabelige arbejde som uredeligt, så beholder Politiken hende.

Det får umiddelbart ikke konsekvenser for Bente Klarlunds arbejde som brevredaktør på Politiken, at UVVU i går kritiserede flere af hendes artikler. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

Det får umiddelbart ingen konsekvenser for professor Bente Klarlunds arbejde som brevkasseredaktør på Politiken, at hun i går fik kritik af sit videnskabelige arbejde.

Det fortæller Bo Lidegaard, chefredaktør på Politiken.

- Det er korrekt, at der er rettet kritik af noget af Bente Klarlunds arbejde, men det giver os ikke anledning til at stoppe samarbejdet. Bente Klarlund er fortsat en dygtig forsker og en fremragende formidler, hvis troværdighed er i top, siger Bo Lidegaard til DR Kultur.

Kritik i seks ud af tolv artikler

Bente Klarlund, der er overlæge ved Rigshospitalet, rådgiver i Politiken og på politiken.dk læserne om sundhed og motion. Men i går valgte Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) at kritisere seks ud af tolv artikler, som professoren har stået bag - heriblandt artikler, der er skrevet i samarbejde med den skandaleramte Milena Penkowa.

Bo Lidegaard fortæller, at man på Politiken fortsat har tillid til Bente Klarlund, som de kender rigtig godt gennem et mangeårigt samarbejde, samtidig med at de har stor tillid til hendes faglige niveau. Det sætter udvalgets kritik ikke spørgsmålstegn ved.

Kan du forstå, hvis nogle af jeres læsere kan have svært ved at have samme tiltro til hende efter kritikken?

- Jeg har ikke kommentarer til udvalgets kritik, men den ændrer ikke ved vores vurdering af Bente Klarlund.

Men du tror ikke, det kan skabe undren hos enkelte læsere?

- Jeg tror, at enhver, der læser udvalgets rapport, vil være enig i, at Bente Klarlund er en fremragende forsker, siger Bo Lidegaard, der hæfter sig ved, at udvalgets kritik ikke sår tvivl om Bente Klarlunds generelle troværdighed.

Vil følge med i sagen

Han tilføjer, at afgørelsen er Politikens egen, men at de naturligvis vil følge med i, om kritikken fra UVVU vil få konsekvenser for Bente Klarlunds arbejde på Rigshospitalet.

- Vi vurderer ekstremt nøje troværdigheden blandt alle medarbejderne ved Politiken. Hvis der er nogen som helt anledning til at stille saglige spørgsmål ved det, så får det konsekvenser. Det, mener vi ikke, er tilfældet på det forelæggende grundlag, siger Bo Lidegaard.

Bente Klarlund fortalte i går til dr.dk, at hun er uenig i afgørelsen fra UVVU. Dog beklager hun, at hun ikke var mere opmærksom i forhold til Milena Penkowas arbejde.