Arrangør af omdiskuteret udstilling: Det handler om ytringsfrihed

Når Trykkefrihedsselskabet viser ni billeder af den racismedømte kunstner Dan Park på Christiansborg, så er det ikke en kunstudstilling - det er en ytringsfrihedsmanifestation, siger selskabets næstformand.

De har aldrig før været vist på dansk jord. Indtil torsdag eftermiddag.

For klokken 17 viser Trykkefrihedsselskabet de ni værker skabt af kunstneren Dan Park, der i Sverige er blevet dømt for racisme. Ferniseringen bliver dog en lukket fest og kun for særligt indbudte.

Det er Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen, der har lejet lokalet til ferniseringen i Proviantgården ved Christiansborg, mens det er Trykkefrihedsselskabet, der er arrangør.

Kolde fødder og trusler

Han mener, at det er det rette sted for at afholde ferniseringen.

- Sagen har taget en uheldig udvikling, hvor Radio24syv fik kolde fødder, og hvor Hornsleth derefter trådte til, og som også fik kolde fødder. Christiansborg er stedet, hvor man har ret til at ytre sig, og derfor er det godt at vise dem der, siger Alex Ahrendtsen til DR Kultur.

Først blev Dan Park dømt for racisme i Sverige for sine ni billeder. Så skulle hans udskældte værker udstilles på Galleriet Hornsleth & Friends i København, men det blev i går droppet på grund af hærværk og trusler mod Kristian Hornsleth og hans familie.

Se interview med Hornsleth om dødstruslerne: 'Jeg frygter for min familie'. Klik på play.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5448aef16187a21994464ca9

"Problematisk at stille spørgsmålstegn ved billederne"

Alex Arendtsen forklarer, at han ikke kender noget til Dan Park som person og heller ikke kender til hans værker. Men for ham er det vigtigt, at der nu vil være mulighed for at se værkerne på Christiansborg, så man selv kan tage stilling til, om det er kunst eller ej.

Han mener ikke, der er en risiko for Danmarks omdømme, når Christiansborg lægger lokaler til en fernisering med værker, som svenskerne har dømt ulovlige.

- Nej, det er problematisk, at man stiller spørgsmålstegn ved, om de kan udstilles eller ej. Det er mærkeligt, at vi har sådan en diskussion i et demokrati. Det handler om gennemsigtighed og retten til at vise ting, som er vigtigt i et oplyst demokrati. Der var en nødsituation, og nu træder vi til, siger Alex Ahrendtsen.

Det handler ikke om kunst

Samme holdning finder man hos Aia Fog, der er næstformand i Trykkefrihedsselskabet.

- Det her er ikke en kunstudstilling. Det er en ytringsfrihedsmanifestation. Vi er ikke interesseret i at vise Dan Park som kunstner eller vise et samlet udtryk i forbindelse med hans værker. Vi er interesseret i at vise de ni billeder, han er dømt for, og som den svenske stat har smidt ham seks måneder i fængsel for at lave, og som nu skal destrueres, siger hun til P1 Morgen.

Birgithe Kosovic fra Dansk PEN, der blandt andet kæmper for kunstneres ytringsfrihed, mener, at det er forkert kun at vise en del af det samlede værk.

- Problemet med den udstilling, som Trykkefrihedsselskabet vil lave, er jo at de forbudte billeder kun handler om sorte og sigøjnere. Det betyder, at det er meget let for dem, der ikke gider sætte sig ind i sagerne at affeje Dan Park som racist, siger Birgithe Kosovic.

Idømt et halvt års fængsel

Det er Aia Fog ikke enig i.

- Du skal bedømme ham (Dan Park, red.) billede for billede. Og når man ser de ni billeder, som vi udstiller, så er de ikke racistiske. Det behøver man ikke 31 billeder for at se. Og de 31 er som sagt ikke interessante, fordi det kun er de ni, der er forbudte.

Men sådan har de svenske myndigheder ikke set på det.

Dan Parks ni billeder, der blandt andet viser tre afrikanske mænd med løkker om halsen, resulterede i en fængselsdom på seks måneder til kunstneren, fordi den svenske domstol mente, at værkerne var en hetz mod folkegrupper.

DR2 har fulgt Dan Park og sender torsdag klokken 22 en ny dokumentar om kunstneren.