Chokeret fotograf om russisk homo-vold: Det er vanvittigt

Fotografen Mads Nissen har i det seneste år besøgt Rusland for at lave en billedreportage om de russiske homoseksuelles forhold. Her fulgte han både de homoseksuelle og voldsmændene.

Fotografen Mads Nissen har i det seneste år besøgt Rusland for at lave en billedreportage om de russiske homoseksuelles forhold. Her fulgte han både de homoseksuelle og voldsmændene. (Foto: © Mads Nissen)

Homoseksuelle i Rusland lever et liv, hvor de risikerer at blive indfanget, tæsket og ydmyget af ekstremistiske og nynazistiske grupper.

Den danske fotograf Mads Nissen har over det seneste år flere gange besøgt Rusland for at komme tæt på både de homoseksuelle og dem, der står bag de voldelige handlinger. Billederne er netop nu udstillet i Øksnehallen i København.

- Jeg har prøvet at komme ud i de mange forskellige aspekter af historien. Jeg har mødt de homoseksuelle, der bliver overfaldet. Jeg har været med på natklubber, jeg har været i retssale, hvor de skulle stå til ansvar for den nye anti-homolov.

Fanger og ydmyger dem

- Jeg har mødt homofoberne og nynazisterne, som fanger de homoseksuelle og slæber dem op i lejligheder, hvor de ydmyger dem, får dem til at drikke urin og nogle gange tæsker dem. De bliver tegnet op, barberet skaldet, de skal ringe til deres forældre og venner og sige, at de er klamme, pædofile bøsser. Det er altså vanvittigt og tankevækkende, siger Mads Nissen.

Fotoserien har givet ham et indblik i, hvor hård situationen er for de homoseksuelle i Rusland.

Dmitry Chizhenvskiy, 27, har fa°et sit venstre øje permanent ødelagt, efter at tre maskerede mænd den 3. november 2013 trængte ind til et privat møde i en forening for homoseksuelle i Skt. Petersborg (Foto: © Mads Nissen, Berlingske/Scanpix)

Det var mødet med en ung homoseksuel, der fik Mads Nissen til at lave fotoserien. Den unge mand, der havde ansøgt om at blive gift med en anden mand, blev pludselig overfaldet af en ung nynazist, som stak ham en på hovedet.

- Det rystede mig fuldstændig. Jeg har forsøgt at forstå, hvilke mekanismer der gør sig gældende, og hvor omfattende det er. Det er jo både staten og folk nede på gadeplan, så det er en omfattende problematik. Det er det, jeg prøver at fortælle i den her udstilling, siger Mads Nissen.

Mødte en af grupperne der står bag volden

På sine rejser til Rusland har han også besøgt en ekstremistisk gruppe i Moskva, som står bag kidnapninger, hvor de filmer, mens de torturerer de homoseksuelle, hvorefter videoerne bliver lagt på nettet.

- Jeg var rigtig bange for, at jeg skulle blive offer for en af de torturvideoer, fordi nogle af mine historier allerede havde været på nettet, fortæller Mads Nissen, som blev mødt af en skarpladt pistol som et signal om, at han skulle respektere dem.

Er det så lykkedes dig at forstå, hvorfor ekstremisterne gør det?

- Jeg er blevet mere forvirret. Jeg tror, der er flere faktorer, der er årsag til det. Der er hele det russiske kønsbillede, som jeg oplever som meget mandschauvinistisk. Så er der selvfølgelig også kirkens rolle, som er meget dominerende og skarp modstander af de homoseksuelle.

Dmitry Chizhenvskiy, 27, har fa°et sit venstre øje permanent ødelagt, efter at tre maskerede mænd den 3. november 2013 trængte ind til et privat møde i en forening for homoseksuelle i Skt. Petersborg (Foto: © Mads Nissen)

- Og så er der selvfølgelig Putin, hvor et bud er, at han bruger de homoseksuelle som syndebuk for at skabe et værdifællesskab og national samhørighed, eller måske går imod de homoseksuelle for at få kirkens opbakning. Det er svært at sige, fortæller Mads Nissen.

Homoseksuel russer: Mange lever i skabet

En af de homoseksuelle, som det lykkedes Mads Nissen at overbevise om at stille op til billedserien, er Dmitry Musolin. Han fortæller, at han egentlig ikke er meget for at udsætte sig selv for fare, men modsat er det nødvendigt at kæmpe for lige rettigheder.

- Jeg synes, det her skal gøres, for ingen vil give os lige rettigheder og frihed. Der er mange homoseksuelle, som stadig lever i skabet i Rusland. Hvis man ikke gør noget, så vil intet ændre sig i de næste mange år, siger Dmitry Musolin.

Mads Nissen fik tidligere på året prisen for årets bedste udenlandske pressefoto for et fotografi fra billedserien.

Udstillingen kan ses i Øksnehallen frem til 27. juli, og du kan se et udvalg af billederne her.