Anmelder: Bushs malerier er intetsigende og sleske

George W. Bush udstiller en række portrætter af verdensledere. Det huer ikke alle kunstanmeldere.

Portrættet af den russiske præsident Vladimir Putin er et af de portrætter, den tidligere præsident George Bush har malet til udstillingen 'The Art of Leadership: A President's Personal Diplomacy'. I (Foto: © Brandon Wade, Scanpix)

Det startede med en rumæner, der hackede sig ind på den tidligere præsident George W. Bushs private e-mail, hentede et par hjemmegjorte selvportrætter ud og offentliggjorde dem.

Malerierne forestillede George Bush helt privat. Det ene viste den tidligere præsident i brusebad, bar og med ryggen til beskueren, det andet den tidligere præsident nedsænket i et fyldt badekar med kun lårene og fødderne synlige for beskueren.

Dengang fik malerierne overraskende positiv opmærksomhed. Nogle mente endda, at de var "simple og akavede, men på de mest vidunderlige uselvbevidste, intense måder".

Sådan er det ikke længere.

Sleske malerier

George W. Bush har taget sit virke som kunstner til nye højder og har lavet en regulær kunstudstilling af sine værker.

I udstillingen 'The Art of Leadership: A President's Personal Diplomacy' er en række af verdensledere blevet mål for Bushs kunstneriske evner - men resultatet er ikke prangende, mener flere kunstkritikere.

- De er ikke så dårlige, som de er forsigtige, intetsigende, endda sleske - malerier af en kunstner, der er ængstelig eller måske ude af stand til at lave noget, der kan gøre indtryk, skriver Guardians anmelder Jason Farago.

Savner Bush i badet

The Telegraph er heller ikke begejstret for George W. Bushs kunstneriske evner.

Avisens anmelder tildeler udstillingen to stjerner og bemærker, at så godt som alle portrætterne minder om hinanden; de fleste er portrætteret i jakkesæt og slips, ligesom alle malerierne har fokus på ansigt, hals og skuldre.

Ifølge anmelderen forsøger George W. bush at skabe liv i billederne ved at male baggrundene i klare farver uden, at det dog hjælper på resultatet.

- Det kan ikke skjule, at disse sørgelige og kompositoriske ligheder ikke kunne føles mere upersonlige, selv hvis de prøvede. Intet her har den overraskende interesse eller fornemmelse af uroligt psykologisk gennemslag, som Bushs selvportrætter fra badeværelset havde, skriver anmelderen Alastair Sooke.

Putin har fået fremtrædende gnaverører

Et enkelt portræt vækker dog positiv opmærksomhed hos Telegraphs anmelder, nemlig portrættet af Putin.

- Den eneste undtagelse er Bushs portræt af Putin, som har fået malet en grimasserende, smattet snude og fremtrædende gnaverører imod en lilla baggrund. Der er noget ukonventionelt og dragende over dette billede, skriver anmelderen.

Bush er et naturtalent

Hos New York Times er tonen imidlertid langt mere positiv over for George W. Bushs værker.

Anmelderen Roberta Smith mener, at Bush er "noget af et naturtalent, når det kommer til oliemalerier, en hæderlig amatør".

- Det viser sig, at Bush maler på omtrent samme måde, som han taler - i en folkelig, hjemmegjort letforståelig tone med lige præcis nok mærkværdig fummelfingrethed og klodsede fejl til at holde tingene interessante, skriver hun i sin anmeldelse.

Kritikere bør tage sig sammen

Samtidig advarer hun de folk, som på forhånd er kritisk indstillet over for den tidligere præsident alene på grund af deres holdning til ham.

- Hans evner er måske foruroligende for folk, som elsker malerier, men ikke bryder sig om den tidligere præsident, men alligevel bør alle tage sig sammen, især de i kunstverdenen, som afskriver malerierne uden overhovedet at se dem, skriver hun.

Udstillingen 'The Art of Leadership: A President's Personal Diplomacy' åbnede 5. April og er åben for offentligheden frem til 3. Juni i George W. Bush Presidential Center i Dallas, Texas.