De fleste unge danskere vil højst sandsynligt kunne navnene på nogle af de mest populære tv-serier for tiden, som 'Game of Thrones', 'Breaking Bad' eller 'House of Cards'.
Spørger man dem om navnene på de mest populære opførelser på Det Kongelige Teaters scener, vil svaret nok være lidt mere tøvende.
Men det skal der gøres noget ved. Det mener den netop udnævnte teaterchef på Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl.
Han vil have Det Kongelige Teater til at betyde mere for flere danskere - og især for de yngre generationer. Det sagde han under et pressemøde på Skuespilhuset mandag.
- Det Kongelige Teater skal levere noget helt unikt over for de yngre generationer. Det skal være et aktivt valg at tage teatret, og vi skal have de unge til at vælge at tage i teatret frem for at tænde for Netflix eller en public service-station, sagde han til pressemødet.
Flere unge er nødvendigt
Ifølge en undersøgelse fra Epinion foretaget for DR Nyheder i 2011 har under halvdelen af danskerne under 34 år nogensinde været i Det Kongelige Teater.
Det tal bliver nødt til at komme højere op, mener Morten Hesseldahl.
- Hvis vi ikke lykkes med at få fat i de unge, så mister vi vores berettigelse, fortsatte han.
Det Kongelige skal betyde mere for folk
Morten Hesseldahl mener dog ikke, at Det Kongelige Teater nødvendigvis skal modtage flere penge for at kunne få fat på de unge generationer.
- Hvis vi kan få Det Kongelige Teater til at betyde mere for flere danskere, og hvis vi kan mærke, at der er en stor kærlighed for Det Kongelige Teater i befolkning, vil der også falde flere penge af. Det Kongelige Teater skal være et aktivt valg hos danskerne, det skal ikke være noget, man føler sig tvunget til at besøge, siger han.
Skal være international klasse
Samtidig er det vigtigt for Morten Hesseldahl, at Det Kongelige Teater markerer sig som et teater i international klasse.
- Vi skal kunne måle os med de bedste rent internationalt. Det vil være mærkeligt kun at sammenligne sig med teaterverdenen i Danmark. Når man har en nationalscenen, forpligter man sig til at være blandt de bedste, sagde han.