Stine Bosse om fyring: Der er brug for et generationsskifte

Det er en samlede bestyrelse på Det Kongelige Teater, der har valgt at fyre Erik Jacobsen. Der er brug for nye ledelseskræfter, siger bestyrelsesformand Stine Bosse.

Det er en samlede bestyrelse på Det Kongelige Teater, der har valgt at fyre Erik Jacobsen. Der er brug for nye ledelseskræfter, siger bestyrelsesformand Stine Bosse. (Foto: © Svend Thomsen- DR)

Der er brug for nye ledelseskræfter i Det Kongelige Teater, og derfor har en samlet bestyrelse i teatret valgt at afskedige Erik Jacobsen efter seks år som direktør.

Var Erik Jacobsen enig i bestyrelsens beslutning om at der var brug for en ny teaterchef?

- Det er nok at gå for langt, at sige han var enig. Men han tog beslutningen til efterretning, siger det Kongelige Teater bestyrelsesformand, Stine Bosse, til dr.dk/kultur.

Skal påvirke resten af kulturverdenen

Hun påpeger, at der er brug for en ny chef, der sætter det kunstneriske højt.

- Det, vi ser efter hos en ny teaterdirektør, er god solid ledelseskraft fra en god kunstnerisk organisation og med kunstnerisk indsigt, siger Stine Bosse, bestyrelsesformand i Det Kongelige Teater.

Vil det så sige, at Erik Jacobsen ikke har været god nok til det kunstneriske?

- Jeg vil nødig sige, hvad Erik ikke har været god til. Han har været et godt input for at få styr på økonomien og strukturen. Det at talesætte en kulturinstitution indadtil og udadtil, det er det, vi kommer til at skulle kigge efter nu, siger Stine Bosse og tilføjer, at håber på at Det Kongelige Teater i fremtiden i højere grad kan påvirke den øvrige kulturverden.

Fyringsrunder og kokainmisbrug

- Enhver organisation eller virksomhed har brug for forskellige ledelseskræfter til forskellige tider. Vi anerkender det, som Erik Jacobsen har gjort, men når vi kigger ind i fremtiden, er det et ledelsesmæssigt generationsskifte dét, der skal til.

Det Kongelige Teater har i de senere år haft større sager i pressen, hvor økonomien haltede, som førte til fyringsrundet. Desuden var der også flere presseskriverier om kokainmisbrug på Den Kongelige Ballet. Men Stine Bosse afviser, at afskedigelsen har noget at gøre med sagerne.

Erik Jacobsen stopper allerede fredag, hvor Erik Jacobsens højre hånd, Henrik Steen Petersen, midlertidigt overtager styringen, inden man har fundet en ny teaterdirektør.