En grum verden af incest, svigt og en manipulerende far folder sig ud i Erling Jepsens 'Den sønderjyske farm' om drengen Allan. Han er alene hos sin mor og far, efter at storesøster Sanne er kommet i plejefamilie som følge af farens overgreb.
Fortællingen er ikke langt fra forfatterens egen opvækst - selv om det med Erling Jepsen kan være svært at finde ud af, hvor grænsen mellem virkelighed og skrøne helt præcist ligger.
Men faktisk hører skrønefortællingen ikke kun til Jepsens forfatterskab. Allerede som 17-årig opfandt han historier, som han fortalte sine kammerater på gymnasiet i Haderslev.
Skabte et nyt jeg
Det fortæller han i en debat med læsere på Litteratursiden.dk, hvor læsere det næste halve år debatterer de seks nominerde bøger til DR Romanprisen. I december er det 'Den sønderjyske farm', der bliver læst.
- Jeg bildte mine kammerater ind, jeg i virkeligheden var fra København. Det følte jeg nemlig, jeg var, jeg hørte til et andet sted, og mine forældre var ikke mine rigtige forældre men adoptivforældre. Jeg skabte mig selv et nyt jeg, som jeg syntes passede bedre til mig, fortæller Erling Jepsen.
Skrønerne lagde afstand til virkeligheden, forklarer Jepsen det.
Og selv om kammeraterne ikke rigtig troede på fortællingerne, gav det den 17-årige Erling en ny start:
- Jeg brugte min fantasi til at redde mig op af en sump, som jeg ikke ønskede at andre skulle kende til... og mit projekt lykkedes. Så nogenlunde da. Det var gavnligt en tid. Jeg kunne begynde på en frisk, fortæller han på Litteratursiden.dk.
Løgner af behov
En af bogens læsere peger i debatten på, hvordan grænsen mellem virkelighed og fantasi er svævende i 'Den sønderjyske farm'.
- Jepsen har valgt at beskrive sin barndom med de humoristiske briller på, og tak for det. Også selv om fortælleren nogle gange går over i lyst løgnerens vold, skriver læseklub-medlemmet Connie.
Men en løgn er ikke altid drevet af lyst, understreger Jepsen:
- Du bruger ordet lystløgner - man kan vel også lyve af mere end ren lyst. Måske også af behov? Forfatteren Jørn Riel, som jeg holder meget af, gav et genialt svar, synes jeg, da han engang i et interview blev spurgt om hans fortællinger fra Grønland var baseret på virkelige hændelser eller kun var skrøner. Hans svar lød: det er skam virkelige skrøner.